Kroppedal Museum

Blodmåne på Kroppedal

Se Måneformørkelsen fra Kroppedal

Den står på både blodmåne, bloody marys, rød saft og røde pølser, når Kroppedal Museum inviterer til blodrødaften i forbindelse med Måneformørkelsen den 27. juli. Ta’ familien med i Vestskoven og oplev måneformørkelsen fra teleskoper og museets skydetagsobservatorium, og hør eksperterne fortælle om aftenens fænomen og andet godt på nattehimlen.

Den 27. juli vil Jordens skygge falde på Månen og formørke den. Det vil man kunne se over hele landet fra den røde måne står op kl. 21.30 til formørkelsen ender kl. 01.30. På Kroppedal Museum vil vi fejre måneformørkelsen med en hyggelig aften, hvor vi i fællesskab kan bevidne naturfænomenet. Du er hermed inviteret til blodmåneaften.

Fra kl. 19 vil der være tændt op i grillen, hvor man selv kan tilberede sin medbragte mad. Mens vi venter på solnedgang vil der være oplæg om månen og formørkelsen (og mulighed for at få at svar på alt mellem måne og jord). Vi går også en tur ind i skoven til lysningen, hvor astronomen Ole Rømer i 1702 byggede verdens første moderne observatorium – Observatorium Tusculanum.
Københavns Astronomiske Forening står hele aftenen klar ved museets skydetags-observatorium og opstiller til lejligheden også flere mindre teleskoper. Og så er der kun tilbage at be’ de højere magter om klar og skyfri himmel.

Man er velkommen til at blive hele aftenen og nyde månen, den mørke himmel og sommeraftenen indtil vi slutter omkring kl. 24, hvor størstedelen af formørkelsen er overstået (formørkelsens maksimum indtræffer kl. 22.21).

Der sælges øl, sodavand, pølser og naturligvis blodrøde drinks (Bloody Mary og Sangria). Kaffe, te og saft er gratis hele aftenen. Man er velkommen til at medbringe egen mad til at tilberede på grillen. Husk evt. tæpper og tøj efter vejret.

Tidspunkt: 27. juli, kl. 19.00-00.00
Pris: Voksne 50 kr. Børn (u./18 år) 25 kr. Billetter købes i forsalg via Place2book. Bemærk begrænset antal billetter.