Kroppedal Museum

Flinthugger-weekend

Kom til flinthugger-weekend under åben himmel ved Kroppedal Museum, og se hvordan stenaldermennesket fremstillede sine redskaber og våben. Museet har inviteret nogle af de bedste flinthuggere fra både Danmark og USA, der viser teknikken bag og fortæller om det fascinerende, ældgamle håndværk.

Lørdag den 16. juni, kl. 12-16
Søndag den 17. juni, kl. 12-16
v/skovhytten mellem Kroppedal Museum og Vikingelandsbyen. Parkering ved Kroppedal Museum, Kroppedals Allé 3, 2630 Taastrup

Noget af det mest fascinerende ved stenaldermennesket, var deres evne til at udføre flinthåndværk. Når man først har haft en ægte flintøkse, en flintdolk eller -pil i hånden, forstår man, hvad det har krævet af tid og evner at fremstille redskabet. Og har man tilmed selv forsøgt at slå flint, ved man også, hvor skrøbeligt materialet er.
Men der findes heldigvis stadig nogle, som kan finde ud af det. Og en midsommerweekend i juni kommer de til Kroppedal Museum og viser teknikken bag håndværket.

Vi slår et slag for en oldsag!
Man kan nøjes med at kigge på, eller man kan forsøge fremstille sit eget redskab under kyndig vejledning fra eksperterne. Både børn og voksne kan være med. Flinthuggerne vil også på udvalgte tidspunkter fortælle om metode og værktøj, og om den praktiske fremstilling af skiveøkser, skrabere, flækker og pilespidser. Der bliver også mulighed for, på tætteste hold, at studere ægte dolke, pilespidser og økser fra stenalderen, fundet af museets arkæologer. Og har du selv fundet sten eller flint derhjemme i haven, der ”lugter lidt af oldtid”, så tag det med og få eksperternes øjne på.

Arrangementet er gratis. Der kan købes øl og vand, og man kan selv fremstille sin egen stenalderhotdog over bål (mobilepay eller kontant).

 

”The Flinthuggers”:
Johan Villemoes, DK
Sofus Stenarck, DK
Claus Lunquist, DK
Flemming Nissen, DK
John Kirnan, USA

FAKTA OM FLINTHUGNING
I stenalderen har menneskene i Skandinavien lavet redskaber af flint. Flint har den egenskab, at når den brydes, skabes en skarp kant. Det gør den fordi bruddet bevæger sig igennem flinten som en chokbølge, ligesom når glas splintres i skarpe skår. Denne egenskab gjorde, at stenaldermennesket kunne lave økser, knive, pilespidser og skærende redskaber. Ved at tilhugge flinten med bestemte teknikker, kunne de styre måden, hvorpå stenen blev omdannet til redskaber. Med slagsten, gevir-hamre og mellemstykker af hjortetak, kunne de fremstille lange, flinte flækker som de lavede knive og pilespidser af. Eller store økser som de fældede træer med, når de skulle bygge huse og hytter. De kunne forudsige, hvordan flinten splintredes ved at formgive det område, hvor flinten blev slået, så flinten splintredes og et bestemt afslag kunne fjernes på den helt rigtige måde.

Flinthugning anno 2018
Moderne flinthuggere arbejder med at gendanne dette ældgamle håndværk. Man skal bare søge på flintknapping  på youtube for at få syn for sagn. Det gør de fordi, det giver dem viden om, hvordan livet i stenalderen var, og fordi det lærer dem, hvordan menneskene i stenalderen kunne overleve i den barske natur. Dertil er flinthugning også en kundskab, der er meget svær at lære, og det er i sig selv en tiltrækningskraft ved flinthugning. At kunne fremstille smukke flintredskaber kræver flere års erfaring og fordybelse for at forstå de teknikker, der ligger bag håndværket.