Kroppedal Museum

Historier om Taastrupgaard

Vær med til at fejre Danmarkshistoriens oversete områder, når det rullende Historier om Danmark-
initiativ Peter & Solvognen jagter det lokalhistoriske guld i hele landet. Den 12. august ankommer Peter & Solvognen til pladsen ved Taastrup Teater, hvorfra han vil kaste lys over boligkomplekset Taastrupgaard og stedets multinationale særpræg. Det bliver en fest – og alle er inviteret!

Henover sommeren skal alle i hele landet holde ekstra godt øje med de danske landeveje, når Historier om Danmarks rullende initiativ, ‘Peter & Solvognen’, kører Danmark tyndt.

Det er kulturhistorikeren Peter, som kører bilen, der trækker den ombyggede campingvogn ‘Solvognen’. ‘Peter & Solvognen’ udforsker Danmarks lokalhistoriske guld sammen med borgere og fagfolk fra blandt andet biblioteker, museer og arkiver. Den 12. august rammer Peter pladsen mellem Taastrup Teater og Taastrupgaard, hvorfra han i samarbejde med Kroppedal Museum, helhedsplanen i Taastrupgaard, Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje Taastrup og Taastrup Teater er klar til at byde på en hel dags underholdning med udgangspunkt i Taastrupgaards historier.

‘Historier om Danmark’ har i samarbejde med landets museer sammensat Solvognens køreplan, så der bliver ekstra opmærksomhed om steder, hvor der ikke ellers er mulighed for historisk formidling. Denne august-lørdag kaster Peter, sammen med lokale Taastrupgaard-beboere, lys over det liv, der leves i Taastrupgaard og de historier området gemmer.

Siden boligkomplekset Taastrupgaard med 1000 boliger blev opført i 1972, har området huset en hel del taastrupborgere med hver sin baggrund og historie. Taastrupgaard optræder på regeringens “ghettoliste” og er ofte blevet set ned på med fordumsfulde øjne. Snart begynder en omfattende renovering til 1 milliard kroner, hvor 8 blokke i komplekset skal rives ned, og nyt skal opstå. Stedet vil blive forandret for evigt.

Derfor skal stedet, dets historier og dets beboere fejres. Mad, musik, show og gode historier er omdrejningspunktet for dagen: Beboere fra Taastrupgaard viser rundt og tager dig med til steder, du nok ikke aldrig har været før, de lokale foreninger optræder og byder på mad fra fjerne egne, vi jagter livet i Taastrupgaard med et fotomaraton for alle, og shuttle-bussen kører flere gang til og fra Kroppedal Museum, hvor man kan opleve museets aktuelle vestegnsudstilling’ 99xVSTGN’. Inde i Solvognen kan man aflevere sin egen historie om Taastrupgaard og Solvognens scene gæstes også af rapperen Pede B., der vil kaste sin ordgymnastik over stedet med en helt særlig freestylerap.

‘Historier om Taastrupgaard’ lørdag den 12. august, kl. 9-14 ved Taastrup Teater.

 

Program:

09.00 – 10.00

Gratis morgenmad til de første 200 gæster og musik ved Produktionsskolen i Greve og Høje-Taastrup.

 

10.00 -10.20

Velkommen ved dagens vært Peter og borgmester Michael Ziegler samt fællessang.

 

10.45 – 11.15

Oplæg ved Kroppedal Museum.

 

11.15 – 12.30

Første busafgang til Kroppedal Museum og udstillingen 99xVSTGN.

 

11.15 – 13.15

Lokale musikere og grupper optræder på pladsen.

11.15-11.40: Produktionsskolen

11.40-12.20: 5’erne

12.20-12.35: Zumba

12.35-13.15: Den levende musikforening

 

 

11.30 – 13.30

Rundvisning i Taastrupgaard. Vi ser steder som normalt ikke er tilgængelige.

 

13.00 – 14.00

Anden busafgang til Kroppedal Museum.

 

13.00 – 14.00

Besøg af Brandvæsenet. Kom og se en brandbil og mød brandmændene.

 

13.15 – 13.45

Pede B. rapper om livet i Taastrupgaard og historier om Danmark.

 

13.45 – 14.00

Vinderen af fotokonkurrence udråbes.

 

Tak for i dag.

 

Pede B optræder med en free-style rap om Taastrup og Taastrupgaard.