Kroppedal Museum

Millioner til vikingebro

Nordea-fonden støtter nyt stort vikingeprojekt med 10,9 millioner kroner

I samarbejde mellem Kroppedal Museum og Vikingelandsbyen i Albertslund bliver vikingetiden på Vestegnen vakt til live gennem et storstilet formidlingsprojekt.  I løbet af de næste tre år skabes en ny attraktion, et reginalt fyrtårn, som med afsæt i vikingetiden vil få kulturarv, naturoplevelser og rekreative tilbud til at smelte sammen i et væld af formidlingsformer og aktiviteter.

 

Med fokus på oplevelser, læring og integration vil borgerne få en central rolle i projektet. Tværs over Store Vejleådalen rekonstrueres et 700 meter langt vej- og broforløb fra vikingetiden, som med tiden vil forbinde Kroppedal Museum og Vikingelandsbyen.   10.000 skolebørn skal være ’medbyggere’ på projektet, som over tre år skal trække 200.000 nye gæster til området.

Der ansættes en naturvejleder, som sammen med de formidlende håndværkere på vej-og brobyggeriet skal gennemføre natur og kulturformidlingen overfor børn og andre besøgende. Den direkte formidling vil være suppleret af en ny og spændende digital naturformidling.

Fire vikinger, som blev fundet på en nærliggende gravplads, vil blive hovedpersonerne i en dramatisk digital skæbnefortælling om livet dengang for 1000 år siden på Vestegnen.

På Kroppedal Museum vises de fire vikinger i deres grave i en udstilling, som også fortæller om vikingetidens handel og transport i et nationalt perspektiv.

 

Udover Nordea-fonden er projektet støttet af Friluftsrådet, Albertslund og Høje-Taastrup kommuner.

http://nordeafonden.dk/

Følg med på http://kroppedal.dk/ og  http://vikingelandsbyen.dk/ samt facebook.