Kroppedal Museum

På opdagelse med app

Ta’ app’en med på opdagelse i landskabet og find vejen til vikingerne

Med mobilapplikationen ’Vejen til vikingerne’ kan du nu gå i fodsporene på Vestegnens vikinger og samtidig blive klogere på naturen og landskabet i Porsemosen og Store Vejleådalen. App’en byder også på animationsfilmen ’År 805’, der levendegør vikingtiden på Vestegnen og som skuespiller Sonja Richter lægger stemme til.

’Vikingebro – Vejen til Vikingerne’, hedder app’en, som man finder i museums-applikationen ’Useeum’, der kan downloades i App Store eller Google Play. Med app’en bliver Vestegens oversete natur og dramatiske fortid nu tilgængelig for alle, og lige til at downloade til turen næste gang, du går tur i området ved Kroppedal Museum eller Vikingelandsbyen i Albertslund.

App med indbygget animationsfilm
Via et google-kort over landskabet omkring den nordlige del af Store Vejleådal, kan man vælge enten ”vikingeruten” eller ”naturruten”. På vikingeruten føres man bl.a. til et langhus og en gravplads fra vikingetid, til et historisk vadested som vikingerne anvendte som vandvej til den store verden, til mosen som vikingerne ofrede i – og mange flere steder.
Alle disse virkelige vikinge-lokationerne samles på forbilledlig vis i den dramatiske og smukke fiktionsfilm ’År 805’, der kan streames i app’en og som bygger på de vikingefund, som arkæologerne fra Kroppedal Museum har gjort i lokalområdet. Skuespiller Sonja Richter lægger stemme til filmen, der er skabt af animationsinstruktør Tor Fruergaard og illustrator Sune Elskjær.

På opdagelse i mangfoldige naturhistorier
Mens man bevæger sig rundt i landskabet, kan man med app’en også på opdagelse blandt områdets plante- og dyrarter. Her får man historien om dannelsen af mosen, skoven, overdrevet og ådalen, og om de sagn og myter, der er forbundet med naturen og landskabet. Samtidig guider app’en dig til steder, hvor du kan være heldig at finde fx mjødurt, lægekulsukker, røllike eller kødfarvet gøgeurt og andre spændende plantearter, eller hvor du kan støde på nattergalens eller rørdrummens særlige sang. Og finder du selv på en opsigtsvækkende art i området, kan den indsendes via en indbygget formular i app’en og efterfølgende blive tilføjet app’ens artliste.

Useeum-app’en kan downloades til iOS her og til Android her