Kroppedal Museum

Animationfilm ‘År 805’

Nu skal vikingerne fra Vestegnen ud at kæmpe – om filmpriser!
Det sker ved Ekko Shortlist Awards 2018 på Bremen Teater i København senere på måneden, hvor animationsfilmen ’År 805’ om vikingerne fra ’Kroppedal’, er nomineret i kategorierne Bedste animationsfilm og Bedste lyddesign. Skuespiller Sonja Richter lægger stemme til filmen, der er skabt i forbindelse med formidlingsprojektet ’Vikingebro’ mellem Kroppedal Museum og Vikingelandsbyen i Albertslund.
Ekko Shortlist Awards, der uddeles af filmmagasinet Ekko, er efterhånden blevet en prestigefyldt filmpris, hvor kun de allerbedste danske kortfilm dyster om både publikums og juryens gunst. I juryen sidder i år blandt andre skuespillerne Ditte Hansen og Mia Lyhne, samt ikke mindst animationsekspert og Troldspejlet-vært Jakob Stegelmann. Juryen har udvalgt de nominerede film, men når den endelige vinder skal findes, vejer publikums stemmer ligeså tungt som juryens. Derfor får ’År 805’ brug for al den (lokal) opbakning, den kan få.


Baseret på virkelige fund
’År 805’ er produceret i forbindelse med det ambitiøse vikingeprojekt på Kroppedal Museum og i Vikingelandsbyen i Albertslund, hvor verdens længste vikingebro- og vej i disse år bliver rekonstrueret tværs over ådalen i udkanten af Vestskoven. Projektet rummer også en helt ny udstilling, der åbner på Kroppedal Museum i foråret 2019 og som fortæller historien om de vikinger, der boede på egnen for 1200 år siden. Nogle af dem er blevet ”genoplivet” i det fiktive univers i filmen ’År 805’, der bygger på arkæologiske fund foretaget af arkæologerne fra Kroppedal Museum.

Et anderledes fortælling om vikingetiden
Sammen med instruktør Tor Fruergaard, illustrator Sune Elskær og manuskriptforfatter Thomas Howalt, udviklede Kroppedal Museum historien om Erik, der i år 805 kommer til ’Kroppedal’ fra Gotland. Erik er vikingekriger, men er blevet træt af død og krig. Han slår sig ned hos Astrid, der har mistet sin mand og er alene med to børn.
Filmen skildrer et anderledes vikingeliv end det, vi normalt forbinder med vikingetiden. Nemlig familielivets og hverdagens barske vilkår for 1200 år siden.
Resultatet er blevet en spændende blanding mellem historieformidling og karakterdrama i et medrivende ’motion comic’-eksperiment, der får tilført yderligere liv og dybde af filmens fortæller Sonja Richter og af lyddesigner Jess Wolfsberg, der har komponeret et atypisk, elektronisk vikinge-lydunivers. Filmens høje kunstneriske kvalitet blev allerede anerkendt tidligere på året, hvor filmen i fem uger placerede sig på top ti over de bedste, danske kortfilm på Ekkos Shortlist.

Se filmen og stem!
Om filmen skal have uddelt priser af vært Anders Lund Madsen ved årets prisuddeling, må vi vente indtil den 24. november med finde ud af. Men har man lyst til at give filmen de bedste betingelser for at vinde, skal man gå ind og stemme via de to links Ekkofilm.dk/awards/2018/bedste-animation/ og Ekkofilm.dk/awards/2018/bedste-lyddesign, hvor filmen også kan streames i sin fulde længde. Man kan stemme frem til den 19. november kl. 12.

Mer’ viden om vikingerne på Vestegen:
Ønsker du at vide mere om vikingerne, der levede på Vestegnen, kan du desuden gå i deres fodspor med museums-app’en Useeum, hvor formidlingssporet ’Vejen til vikingerne’ guider dig rundt til vikinge-lokaliteter i landskabet ved Kroppedal Museum. Useeum-app’en kan downloades i App Store og Google Play. Du kan læse mere om app’en på vikingebro’s hjemmeside her.
Eller du kan komme med bag om filmen i interviewet med filmens skabere her.