Kroppedal Museum

Ph.d. om jernalderens huse

   

Den typologiske udvikling af østsjællandske huse fra førromersk til germansk jernalder

– et værktøj til udredning af bosættelsesmønstre, bebyggelsesudvikling og ressourceområder

 

I et år har museumsinspektør Linda Boye haft orlov til at skrive en ph.d. om den tidsmæssige udvikling af jernalderhuse i museets ansvarsområde. Afhandlingen bliver forsvaret i efteråret 2018.

Formålet med afhandlingen er at præsentere en typologi for treskibede langhuse fra førromersk til germansk jernalder. Typologien bygger på ændringer i husenes målbare parametre gennem tiden. Målet er at få en så præcis typologi, således at det er muligt at anvende hustypologien som et værkstøj til tolkning af bebyggel­sens udvikling, bosættelsesmønstre og udnyttelse af res­sourcer.

 

Basismaterialet for typologien er det treskibede langhus fra førromersk jernalder til germansk jernalder. Ordet treskibet henfører til den tagbærende konstruktion, hvor taget bæres af to parallelle rækker af stolper ned gennem huset.

Helt overordnet følger udviklingen af husenes konstruk­tion i Skandinavien den samme udvikling. Der sker en udvikling fra toskibede huse i bondestenalderen og ældre bron­zealder til det treskibede hus i bronzealder og jernalder indtil ændringen til det etskibede hus i middelalderen. Ændringen af huskonstruktionen sker stort set på samme tid alle steder i Skandinavien. Går man derimod i detaljer er der afvigelser og regionale forskelle i husudviklingen og i byggetraditionerne både indenfor det danske område og når vi ser ud for landegrænserne til Skåne.

 

Et jernalderhus er bygget for at blive stående. Det skal ikke flyttes eller bringes med på rejser. Det skal blive, hvor det er bygget, indtil det skal skiftes ud. Et hus i det nordiske klima er et ly for vind og vejr. Det betyder, at der må være krav til huset, så at det består af både tag og vægge. Huset kan være ramme for forskellige aktiviteter og funktioner. De fleste huse har været et ramme om et hjem og har rummet en familie eller en flok. Men der kan også være huse, der kun er for mænd og huse, der kun er for kvinder. Det har vi kun ringe viden om. Og selve familiebegrebet er også en udefinerbar størrelse, som vi kender lidt til fra samtidige skriftlige kilder (Tacitus).

Nogle huse har ikke fungeret som bolig. En halbygning har ikke været et hjem, men et mødested til særlige for­mål. Der er formentlig også huse, der har været brugt til militære formål og som heller aldrig har været ramme om en familie. Andre huse har været ramme om en stald eller andet arbejde og har derfor heller aldrig været en bolig, et hjem.

 

Typologien er resulteret i en inddeling af husenes i typer og grupper. Fra århundrederne før begyndelsen af førro­mersk jernalder og indtil perioden omkring 1. årh. e. Kr. kan husene inddeles i to ret ens hustyper, primært adskilt ud fra forskelle i midterrummets længde og længden mellem de yderste fag tagbærende stolper i husene. De førromerske huses udvikling hænger nøje sammen med en fast arkitektur, der kræver, at døren skal ligge midt i husets langside med lige meget areal til stald og til bolig.

Der er ingen brud eller store forandringer i udviklingen af husene fra førromersk jernalder til ældre romersk jer­nalder. Det typiske layout med lige stor afstand mellem bredde og længde mellem (nærmest kvadratisk udtryk) fagene fortsætter, men opdelingen i husets to klare sektio­ner forsvinder.

 

Derimod er der større forandringer ved overgangen mel­lem ældre og yngre romersk jernalder/germansk jernalder. Overgangsperioden er præget af større variation i bygge­skikken og der opstår tre samtidige hustyper. De tre hus­typer adskiller sig markant fra hinanden i konstruktionen af især væggen og ved deres arkitektoniske udtryk. Men det er ikke kun konstruktionen, der viser forskelle mellem hustyperne. Der er forskel i husenes størrelse og det ser ud til, at forskellene i samfundet også udtrykkes i boligen. Yngre romersk og germansk jernalder viser således en klar ændret byggeskik, der i høj grad er med til at signa­lere de statusmæssige ændringer, der også træder tydeligt frem i jordfæstegravene fra samme periode.

 

En oversigtlig gennemgang af bebyggelsens udvikling viser:

  • I førromersk jernalder er bebyggelsen præget af små familiehuse, og det er sjældent, at der er knyttet staklader eller andre huse sammen med beboelseshu­set. Vi ser ikke en landsbybebyggelse, hvor der er en høvdingegård eller stormandsgård, som vi ser flere steder i Jylland (Hodde). Hegn er ualmindelige. Når et hus forlades bliver der ikke bygget på samme sted, men gården flyttes til jomfruelig jord.
  • I ældre romersk jernalder ses en udvikling med læn­gere/lange huse, hvor der oftest er knyttet et småhus til gården. Der er forskelle i husenes størrelse, men der er endnu ingen tegn på en stormandsgård. Hegn er stadig meget sjældne. Det sted, hvor gårde fra ældre romersk jernalder ligger, bliver fortsat bebygget med gårde i yngre romersk jernalder. Man bliver således på samme ”matrikel” i flere generationer.
  • Fra begyndelsen af yngre romersk jernalder sker der markante ændringer i bebyggelsen. Der opstår flere samtidige hustyper, og fra 2./3. årh. ser vi stormands­gårde (Stuvehøjhuse) og gårde (Ragnesmindegårdene) med en særlig arkitektur og en bestemt planløsning indenfor hegnet omkring gården, der signalerer en særlig status. Samtidig opstår en helt ny hustype (Hø­je-Taastrup husene). Der er mange bygninger, der er knyttet til hver gård, både mindre langhuse, staklader, 2-fagshuse, mange-stolpe-anlæg og grubehuse. Dette billede varer ved indtil yngre germansk jernalder. Hegn om gårdene er mere almindelige, og gården bliver liggende på samme stykke jord i generationer.