Kroppedal Museum

Ishøj Kommune

Besøg udstillingen ‘Fyrsten fra Ishøj’ på Bredekærgård i Tranegilde Landsby. Oplev historien om fyrstens liv og drabelige død. Deltag i familieaktiviteter i skoleferierne.

Ellekilde – en jernalderfyrste fra Vestegnen

I efteråret 2007 foretog Kroppedal arkæologiske undersøgelser på en byggemoden grund i Torslunde. Da det hurtigt stod klart, at udgravningen var lovende, valgte museet at gå stille med dørene af frygt for ubudne gæster.

Et samfund afspejlet gennem de døde

Ellekilde overgik dog alle forventninger. I første omgang fandt museet 30 grave fra yngre romersk jernalder. Alle køn og aldre var repræsenteret, og gravene strækker over en periode på ca. 150 år frem til ca. 400 e.Kr.. Dermed gav gravpladsen et øjebliksbillede af et jernaldersamfund.

Den store grav

Det skulle imidlertid blive endnu mere spændende. De fleste af gravene var placeret i en halvcirkel rundt om en dyb central grav. Der har oprindelig stået en gravhøj over den, som siden er blevet bortpløjet eller fjernet af gravrøvere.

I graven lå et utroligt velbevaret skelet af en ca. 45-årig, lettere gigtplaget mand fra ca. år 250 e.Kr. Med sig i døden havde han fået rige gaver:

  • To bemalede romerske drikkeglas, såkaldte cirkusbægre (læs mere). Dertil en romersk bronzespand med tilhørende øse og si.
  • Et krigshorn. Bronzebeslagene er bevarede.
  • En ca. 10 cm stor pragtfibel (dragtnål) af sølv indlagt med glas og halvædelsten.
  • Et romersk spil, der minder om dam. Her fandt arkæologerne 61 glasspillebrikker.
  • En kraftig guldfingerring.
  • Lerkar, som har indeholdt en “madpakke” til rejsen til dødsriget, samt parterede dyr. I munden på kraniet var der også et stykke glas, beregnet som betaling for overfarten til dødsriget.

Fyrsten fra Ishøj

Alt indikerer, at den døde var en særdeles betydningsfuld mand. Mens andre har gået i markerne, har han haft tid til at svinge drikkebægeret og fordrive tiden med spil; antropologiske analyser af fyrstens skelet har dog vist, at han led en voldsom død på slagmarken.

Den store grav er den ældste af gravene i Ellekilde, den som de øvrige er blevet anlagt omkring. De mange og kostbare romerske genstande tyder på både rigddom og magt. Her er ikke tale om en almindelig høvding, men om en fyrste med mange landsbyer under sig.

For mere viden læs TAK 1355 under Bygherrerapporter