Kroppedal Museum

Forskning og projekter

Dansk astrometri – Fra hulbåndstrimler til stjernestrømme

Med projektet “Dansk astrometri 1950 til i dag: Metoder, mål og midler” har Kroppedal Museum kortlagt og dokumenteret nyere dansk astrometri, inden den går i glemmebogen. Historien kombinerer præcisionsteknologi, tidlige computere, dynamiske forskningsmiljøer og rumfart.

Astrometri er den del af astronomien, der beskæftiger sig med positionsbestemmelser af himmellegemer. For Tycho Brahe og Ole Rømer var astrometri den vigtigste del af astronomien, men da astrofysikken vandt frem i begyndelsen af det 20. århundrede, udskiltes den som en selvstændig, og knap så interessant, disciplin. Sådan, groft sagt, var stemningen i visse dele af det astronomiske samfund. I Danmark valgte man, sideløbende med astrofysikken, at føre den astrometriske tradition videre med en meridiankredskikkert, der blev opstillet på Brorfelde Observatorium nær Tølløse.

Brorfelde Observatorium, en filial af Astronomisk Observatorium i København, dannede rammerne om en dynamisk periode for dansk astronomi. I 1960´erne og 70´erne gik alting stærkt, og det gjaldt ikke mindst den videnskabelige og teknologiske udvikling. Den første mand gik på Månen, politikerne havde besluttet at løfte Danmark ind i den højteknologiske industrialder og økonomiske midler begyndte at flyde til naturvidenskaben og astronomien.

Det lille Brorfelde Observatorium blev internationalt kendt for sin unikke kombination af innovativ instrumentudvikling og astronomisk ekspertise. Som noget ganske særligt havde man på Brorfelde Observatoriet samlet astronomer og værkstedsteknikere under ét tag. Man havde sit eget kikkertværksted, og kunne udvikle banebrydende metoder til instrumentaflæsning og databehandling.

Et tidligt stadie på vej mod brugen af moderne computere til databehandling var hulbåndsstrimler. Stjernernes positioner, der blev målt med meridiankredsen, blev hullet ud på lange papirstrimler, som derpå blev transporteret ind til Astronomisk Observatorium på Øster Voldgade i København. Her stod en af de første computere i Danmark, GIER-maskinen, parat til aflæse strimlerne. Resultaterne kunne fortælle om stjernernes egenbevægelser, og dermed give indsigt Mælkevejens dynamik. Et af de fænomener man kiggede efter blev, nærmest poetisk, kaldt for ”stjernestrømme”.

Men forskningspolitiske beslutninger, klimamæssige forhold og den teknologiske udvikling – som observatoriet selv var en del af – førte astrometrien ud på nye veje. I 1983 blev meridiankredsen på Brorfelde flyttet til den kanariske ø La Palma, hvor de atmosfæriske observationsbetingelser var langt bedre. Her blev kikkerten fuldautomatiseret og producerede i en årrække fremragende resultater.

Hipparcos-satellitten, der blev opsendt i 1989, varslede en ny æra i astrometriens historie. Fri af enhver atmosfærisk forstyrrelse kunne Hipparcos foretage astrometriske kortlægninger af stjernehimmelen af et omfang og en præcision, man ikke tidligere havde kendt. Arbejdet rækker ud i fremtiden med opsendelsen af satellitten Gaia i 2012 og dermed stadig mere præcis kortlægning af universet.

Gennem litteraturstudier, arkivsøgninger og interviews med astronomer, dokumenterer Kroppedal Museum denne begivenhedsrige periode i dansk astronomi. De indsamlede genstande, film og fotografier vil kunne ses i fremtidige udstillinger. Projektet afrunder den æra, som Rømer begyndte ca. 500 m fra museet med opførelsen af den første meridiankreds.

Dansk astrometri 1950 til i dag er blevet udført af Kroppedal Museum ved enhedsleder Karin Tybjerg, museumsinspektør Jakob Danneskiold-Samsøe og projektmedarbejder Thore Bjørnvig.

I mange år har professor Erik Høg, dr. Scient i astronomi, arbejdet med Hipparcos og “Tycho” projekterne med henblik på en kortlægning af himlen. Læs hans artikel:En landmåler i himlen fra tidsskriftet KVANT, oktober 2010.