Kroppedal Museum

Jupiter

Jupiter er den femte planet fra Solen. Det er den største planet i solsystemet og næstefter Venus den mest lysstærke. Derfor har civilisationer gennem tiden forbundet den med deres mægtigste guddom, i romerriget ”Jupiter”

Jupiter har mange måner. I dag kender man godt 63, men anslår at der kan være op til 100. Imidlertid kan man ikke se månerne med det blotte øje. Da den italienske astronom Galileo Galilei rettede sin kikkert mod Jupiter, opdagede han dens fire største måner – Io, Europa, Callisto og Ganymedes. Jupiters måner er meget forskellige. På den frosne Europa, er der spekulationer om et flydende hav under isoverfladen og mulige livsformer.

Rumsonde-programmer

I 1973-74 passerede de amerikanske rumsonder Pioner 10 og 11 Jupiter og gav astronomerne de første nærbilleder af planetens røde plet og flere af dens måner. Endnu vigtigere var Voyager 1 og 2, som passerede Jupiter i 1979. De kunne fastslå, at Jupiter ligesom Saturn har en ring. Den er ca. 6500 km bred, men blot o, 10 km tyk.

I 1994 kolliderede dele af den store komet Shoemaker-Levy med Jupiter. Det var første gang, man observerede en sådan kollision.

Jupiter i astrologien

I den babylonske astrologi blev Jupiter identificeret med Marduk, som var byens skytsgud. Det var derfor vigtigt at observere planeten, da den afspejlede gudens handlinger.

I vestlig astrologi blev Jupiter anset som den store lykkebringer.