Kroppedal Museum

Saturn

Saturn er den fjerneste af de fem planeter, man kan se med det blotte øje. De ældste bevarede observationer af Saturn stammer fra astrologer, som arbejdede under den Assyriske Kong Esarhaddon (681-669 f.Kr.).

For mange mennesker er Saturn og dens ringe et af de mest betagende syn på nattehimlen. Imidlertid kan man ikke se dem med det blotte øje, og de blev først opdaget, da den italienske astronom Galileo Galilei observerede Saturn gennem en kikkert i 1610.

Hollænderen Christiaan Huygens, som havde forbedret stjernekikkerten, opdagede i 1655 en måne omkring Saturn, nemlig Titan. Den italienske astronom Giovanni Cassini studerede også Saturn i 1670’erne. Han opdagede yderligere fire måner – Iapetus 1671, Rhea 1672 og Tethys og Dione.

Rumsonde-programmer

Den første rumsonde som passerede Saturn var den amerikanske Pioneer 11 i september 1979. Den målte planetens overfladetemperatur og man opdagede en ekstra ring. De næste besøg kom allerede i 1980 og 1981 med Voyager 1 og 2. Voyager 1 afslørede, at månen Titans atmosfære er uigennemtrængelig for synlige bølgelængder, hvorfor det var umuligt at afsløre overfladedetaljer.

Den amerikansk-europæiske Saturn-mission er det mest ambitiøse rumfartsprojekt, der til dags dato er blevet realiseret. Det hed Cassini-Huygens efter to af de astronomer, der havde været banebrydende i udforskningen af Saturn-systemet. Rumsonden Cassini var det amerikanske bidrag og havde til opgave at kredse rundt i Saturn-systemet, mens den europæiske sonde Cassini skulle foretage et faldskærmsudspring fra Cassini og lande på Titans overflade.

Saturn i astrologien

I astrologien var Saturn en skæbnesvanger planet. Den blev forbundet med tiden, manden med leen og med metallet bly. Inden for den medicinske astrologi er Saturn forbundet med milten.

Omkring vintersolhverv fejrede romerne Saturn ved de såkaldte Saturnalia.