Kroppedal Museum

Gør-det-selv

Kan man dø i en byggemarkedskø?

 

Hvorfor kan man vælge mellem 30 forskellige fugemasser i et byggemarked? Hvornår fik bilerne i Danmark ”jydekrog” på? Hvorfor kan vi bruge både hele og halve ferier på at spartle, tætne, fuge, tapetsere og male vores boliger? Og hvad betyder Brenderup-anhængeren for parcelhusejerens selvforståelse? Dette er bare nogle af de mange spørgsmål museumsinspektør Mette Tapdrup Mortensen på Kroppedal Museum for tiden søger svar på. For med en større bevilling fra Kulturministeriet er hun i gang med at undersøge danskernes forhold til gør-det-selv arbejde.

“Jeg vil hellere til Paris og se Venedig og dø/end at vente hele livet i en byggemarkedskø”. Sådan synger Steffen Brandt/TV2 i sangen Gør det selv, selv, og taler dermed sikkert på vegne af mange danske husejere, der har det ambivalent med Gør-Det-Selv-arbejde. Andre har et mere positivt forhold til at vedligeholde og forbedre deres bolig. Men alle må vi omkring Silvan, XL-Byg eller Jem & Fix i weekenden for at hjembringe pensler, træ, skruer, fugemasse og værktøj – masser af værktøj.

Mette Tapdrup Mortensen fra Kroppedal Museum skal nu undersøge fænomenet gør-det-selv arbejde, der for alvor blev populært sammen med udbredelsen af enfamiliehuset fra slutningen af 1950’erne og frem: ”Kroppedal Museum har igennem en årrække beskæftiget sig med almindelige mennesker på den københavnske vestegn, og hverdagshistorien i al sin mangfoldighed. Jeg går til værks på samme måde som en antropolog, der undersøger ritualer hos indfødte stammer på Borneo, og så spørger jeg bl.a., hvad det er for nogle historier, fugemasserne i byggemarkedet fortæller.”

Forskningsprojektet, der fortsætter ind i 2018 er både en overordnet undersøgelse af byggemarkeder og udviklingen i detailhandlen og et nærmere kig på gør-det-selv arbejde på udvalgte matrikler på Vestegnen.
”Der har næsten ikke været forsket i gør-det-selv arbejde. Den eksisterende forskning ser det udelukkende som noget, man gør for at spare penge. Men hvis det kun var for at spare penge, kunne man jo ikke sælge specielle silikonemasser for 150 kr. pr. tube! De er mere på spil her. Økonomiske forklaringer rækker ikke. Vi skal også se på gør-det-selv arbejde som en kreativ praksis, som en fritidsbeskæftigelse/hobby og som kærlighed – både til den bolig, man bor i og til de andre medlemmer af husstanden. Og netop det at undersøge kulturelle fænomener fra mange vinkler, er vi på museet heldigvis rigtigt gode til”, slutter Mette Tapdrup Mortensen.