Kroppedal Museum

Når himmelen falder ned

 

Pop-up udstilling om meteoritter

Da meteoritter faldt ned over Vestegnen i begyndelsen af februar i år, skabte det en mediestorm. For det sjældne besøg fra rummet fascinerer os. Kroppedal Museum har grebet det aktuelle tema, og åbner en mindre pop-up udstilling om meteoritter. På udstillingen ”Når himlen falder ned”, kan du bl.a. se meteoritter fra Libyen og Oman, udlånt fra Steno Museet i Aarhus. Du kan også lære mere om, hvordan stenene er vigtige brikker i vores forståelse af universet. Museumsinspektør Lars Occhionero, der står bag udstillingen, fortæller: ”Meteoritter rummer vigtige informationer om universets gåder. De er urgammelt kosmisk råstof, og derfor er de også så fascinerende at være tæt på.” Det har ikke været muligt at låne de aktuelle meteoritter fra Statens Naturhistoriske Museum, men de meteoritter, der udstilles fortæller den samme væsentlige historie.

”Når himlen falder ned”, kan ses på Kroppedal Museum, Kroppedals Allé 3, 2630 Taastrup fra lørdag d. 20. februar. Museet har åbent alle dage kl. 12-16 undtagen mandag. Der er gratis adgang.