Blog
21.01.2014

Ganløse: Noget om en hund og en mystisk stenlægning

Knogler

Bunker af dyreknogler gravet ned af en lykkelig slagterhund

For en stund fik jeg lov at vende tilbage til min gamle fødeby og foretage en arkæologisk forundersøgelse forud for opførelsen af det nye store supermarked der skal være centrum i Ganløses handelsliv. Med udsigt til den kirke, hvor familie og venner både er døbt, gift og konfirmeret, kunne jeg nu få lov til at endevende undergrunden og måske afsløre en interessant historie eller to om Bymidtens tidligere beboere.

Forud for vores undersøgelse var slagterbutikken og den gamle brugsforretning revet ned, og det tomme areal vest for kirken lå derfor åbent for os.

Èt kan man starte med at slå fast – “borte – er ikke væk”! Og det begreb har man måske ikke rigtigt forholdt sig til i de sidste 100-200 år, hvor man helt af sædvane gravede et hul i sin have og dumpede sit affald. På sin vis en gestus man kan følge tilbage til den ældste stenalder, hvor affaldsgruber ofte er nogle af de mest fundrige anlæg, vi finder på de arkæologiske udgravninger (Hvilket den opmærksomme læser kan blive klogere på i indlæggene nedenfor f.eks. her: Hundelufteren og kulturarven).

Når det så er sagt, kan man med sit moderne sind stadig forundres over, hvor mange bildæk, gamle flasker, porcelæn og jernfjedre det faktisk er muligt at grave ned i en villahave. Dette afsløredes med alt sin tydelighed, da vi trak søgegrøfter i den gamle have. For udover ledninger, kloakrør og andet moderne foranstaltninger var det desværre mest det gamle skrammel der tiltrak sig opmærksomheden. Og dog…

For én anden fundgruppe fik vores store bevågenhed – de uanede mængder af dyreknogler vi kunne drage frem af muldjorden inde langs den gamle kirkegårdsmur. I vores stille sind jublede vi, hver gang gravemaskinen tog et træk med skovlen og endnu en fin knogle tittede frem i dagens lys. Alt i håbet om, at vi havde fundet “begravelser udenfor muren”. En velkendt skik fra forne tider for f.eks. selvmordere eller udøbte børn. Mindre makabert kunne også være begravelser fra vikingetiden fra kirkens allertidligste fase – eftersom kirkegårdsmuren kunne være flyttet i løbet af kirkens levetid.

Men hverken eller fandt vi, udover disse mange dyreknogler.  Mange bar tydelige spor efter at være blevet godt og grundigt gnavet i, andre havde distinkte parteringssnit efter slagterkniven – men alle som én viste de os et helt klart billede af, at her havde boet en slagterhund i lykkelige omstændigheder. Så mange skatte nedgravet og glemt igen – men en kold decemberdag i 2013 atter fremdraget til offentligt skue – og som formidler af en sjov historie om en slagterhund med kronede dage.

Så i denne omgang var der ikke meget oldtid at komme efter for os. Indtil der skete noget…

Gravemaskinen skulle flytte jord ved kirkegårdsmuren på sydøstsiden af arealet og flere gange kom skovlen til at ramme store marksten, der som sådan ikke havde noget at gøre det. Først troede vi at der kunne være tale om et moderne blomsterbed eller en stensætning i forbindelse med villahaven.

Men ved nærmere eftersyn og en del finpudsning stod det klart, at der var tale om en trappelignende stenlægning fordelt på tre niveauer der med al sikkerhed fortsatte ind under kirkegårdsmuren. Den mur som af kirken omtales som “Middelaldermuren” og som er den ældste del af murværket. Så her stod vi altså med en konstruktion der kunne dateres til middelalderen.

Stenlægning

Stenlægning ved kirkegårdsmuren

Stenlægningen havde nederst en række store sten med flad yderside der var sat i undergrunden, næste niveau var barnehovedstore sten, som en slags trædeflade (omend ujævn) og øverst endnu en række store sten, dog med mere rundet form.

På bedste Piet Van Deurs-stil måtte vi slå hovederne sammen og spørge: “Hvad er det?”

For at afklare dette spørgsmål måtte vi have fat i Nationalmuseet. De ligger inde med de bedste kompetencer når det kommer til Danmarks kirker og middelalderen i al almindelighed. Heller ikke her kunne der dog gives et entydigt bud på vores konstruktion. Til at starte med havde vi en tolkning i spil om en privat stormands-trappeindgang til kirken, men i så fald lå den geografisk forkert placeret. Så svaret fra Nationalmuseet blev, at der kan være tale om en støttepille til fundering af en ældre kirkegårdsmur.

Men som så ofte med arkæologi er der indtil videre intet facit – vi håber blot med tiden, at nogen måske støder på lignende konstruktioner, som kan give os flere svar. Skal kirkegårdsmuren en gang renoveres, vil det være oplagt at undersøge stenlægningens forløb ind under muren.

Så værsågod Ganløse – et lille stykke af din ældste forhistorie – serveret på et stenfad…

Kirke

Den røde pil markerer hvor stenlægningen er placeret på ydersiden.