Blog
21.03.2014

Søg frit i Ishøj og Albertslunds fortid

B4 beskåret

Her ses Ishøj Landsby fra luften i 1970.
Nu kan du også få det store overblik på Kroppedals hjemmeside

 
Historien begynder her! Du kan nu søge i både Albertslund og Ishøjs arkiver hjemmefra, også inden du kommer forbi arkiverne og finder mere viden..Det kan du med online databasen arkiv.dk

Lidt om Ishøj og arkivet

Indenfor nuværende Ishøj kommune lå fire landsbyer – den første og mindste af disse blev faktisk nedlagt i 1714 (Torslundelille) og så var der tre. Heraf navngav de to store landsbyer sognerådskommunen Thorslunde-Ishøj; dette skete med indførelsen af sogneforstanderskabet i 1842. Kommunen skiftede siden navn, først til Torslunde-Ishøj, så til Ishøj kommune 13. oktober 1975 . Alle tre landsbyer findes i dag, men landsbyen Ishøj, har dog fået ændret sit navn til Ishøj Landsby. Den nye by ved stranden,  overtog navnet Ishøj.

Den mindste af de tre landsbyer hedder Tranegilde. Byen er muligvis opkaldt efter fuglene. Modsat de to andre landsbyer er her ingen kirke, til gengæld er det den bedst bevarede landsby – så det er egentlig ret passende at her holder Ishøjs Lokalhistorisk Arkiv til. Bredekærgård genåbnede i april 2012, som et nyt kultursted, hvor en række foreninger blev inddraget i at passe gården. Det er et kultursted med en vifte af aktiviteter for alle aldersgrupper, et aktivt miljø som arkivet er en del af. Arkivet har en rig billedsamling og vi har registreret en masse udsendelser fra TV-Ishøj, som kan ses på youtube.

Lidt om Albertslund og samlingen

Indenfor nuværende Albertslund Kommune ligger der også fire landsbyer Herstedvester, Herstedøster, Vridsløselille og Risby. Fra 1842-1973 kaldte kommunen sig Herstedernes kommune. Kirkerne ligger i dag stadig flot i de to “Hersteder” og minder os tydeligst om de svundne tider. Albertslund er en spændende og berømt forstad, der for alvor skød op i 1960’erne med udspring fra byggeriet på Albertslundgårdens jorde, men der også masser af spor fra tiden før,  bla. fra det gryende bysamfund “Vridsløselille” omkring Roskildevej og statsfængslet. En anden gård – var Toftekærgård og her ligger Lokalhistorisk Samling Albertslund. På gårdens jord skød det kvarter op der hedder “Albertslund Vest” . Samlingen har en rig billedsamling, og masser af arkivalier og udklip gør den til en righoldig kilde, både til forstadshistorien siden 1960 ‘ erne og tiden før.