Kroppedal Museum

Stjerneskudssværm med Hedelands Veteranbane

Kom til stjerneskudsaften og kørsel med veterantog i Hedelands Naturpark, 12. august kl. 21.30

Natten mellem den 12. og 13. august vil Jorden bevæge sig igennem en sky af sand, grus og småsten som er blevet drysset ud i solsystemet af kometen Swift-Tuttle i dens bane om Solen. Det betyder at vi på denne nat har ekstra store muligheder for at se nogle af disse små meteorer brænde op i atmosfæren som stjerneskud.

Stjerneskudssværmen Perseiderne er en af årets flotteste og i år er forholdene for at se stjerneskud ekstra gode, når Månen går ned tidligt og efterlader os med en helt mørk himmel. Lars Occhionero, museumsinspektør og astrofysiker ved Kroppedal Museum, vil på denne aften fortælle om stjerneskudssværmen, om meteorer generelt og hjælpe med at finde rundt på stjernehimmel og pege på andre interessante ting man kan kigge på i løbet af aftenen.

Vi mødes på Hedehusgård, Brandhøjgårdsvej 2, 2640 Hedehusene kl. 21.00 og 21.30 er der afgang. Vi kører ud i Hedeland og mens mørket sænker sig, tænder vi flagermuslygterne for at skabe den rette romantiske stemning, så hvorfor ikke tage lidt vin eller kaffe med på turen?

Vi kan ikke tilbyde Dark Sky i Hedeland, men i den næsten 15 kvadratkilometer store naturpark er der intet lys, kun baggrundslys fra byen. Hvis vejret tillader det, vil der således være mulighed for at opleve en smuk nattehimmel.

Tag gerne kikkerter og fotoudstyr med. Vi laver passende fotoophold, hvis der er noget specielt at se på. Husk endelig en lommelygte og varmt tøj, da der kan være lidt koldt, men vognene er overdækkede.

Tilmelding.

Det koster 210 kr. + et mindre gebyr at deltage og billetter købes på: Stjerneaften Hedeland | Visit Fjordlandet

Eller via Hedelands Veteranbanes hjemmeside www.ibk.dk

 

Der skal være mindst 40 tilmeldte pr. 1.8.2021 for at turen gennemføres.

Aflyses turen på grund af manglende deltagere eller hvis det kan forudses 3 dage før at vejret ikke er tilstrækkeligt godt, tilbagebetales billetprisen minus administrationsgebyr.

 

For yderligere oplysninger kan Bruno Jensen, Hedelands Veteranbane 20 29 68 18 kontaktes.