Hør om en af jernalderens mægtige fyrster
Hør om en af jernalderens mægtige fyrster
I forbindelse med udgivelsen af Henrik Olsens spændingsroman ’Fyrstens Fald’ inviterer Kroppedal Museum på foredrag af forfatteren og besøg i udstillingen ”Fyrsten fra Ishøj” på Bredekærgård d. 12. september kl. 17.00 – 19.00.
Før vikingerne trak hjelmene ned over deres hårfagre isser, var det jernalderens mægtige fyrster, som herskede i Danmark. Og det er netop disse fyrster, forfatteren Henrik Olsen har vakt til live i sin historiske spændingsroman ’Fyrstens Fald’, der udkommer på Forfatterforlaget Attika.
Med spænding, humor og et sprudlende sprog bringer Henrik Olsen os tilbage til 200-tallets Danmark. Livet var barskt, og kampen om magten hård i Danmarks jernalder. Det vidner det rige gravfund af ”Fyrsten fra Ishøj” om – et fund, som har inspireret forfatteren til at skrive romanen ’Fyrstens Fald’. Det velbevarede skelet viser voldsomme skader, der afslører, at den fornemme fyrste faldt i blodig kamp. Fyrsten og al hans gravudstyr er udstillet på Kroppedal Museums særudstilling på Bredekærgård i Tranegilde.
Romanen tager udgangspunkt i virkelige fund fra jernalderens Danmark og kæder dem sammen til en medrivende fortælling, hvor alliancer bliver til brud og venskab avler fjendskab. Den afslører magtsygens hæslige ansigt, hævnens blinde had og kærlighedens betingelsesløse loyalitet.
Til foredraget tager forfatteren læseren med i sit værksted og fortæller om de arkæologiske inspirationskilder, men også om de benspænd, som arkæologiske fakta kan være.
Foredraget bliver krydret med oplæsning af udvalgte afsnit fra romanen og efterfølgende vil det være muligt at besøge udstillingen, hvor museumsinspektør Julie Kellberg Ring fortæller om udgravningen af fyrsten og går i dybden med enkelte genstande.
Det er muligt at købe bogen efter foredraget.
Praktiske oplysninger
Arrangør:
Dato:
12. september 2023 kl. 17.00 – 19.00
Sted:
Kontaktoplysninger:
Mail: julie.ring@kroppedal.dk
Telefon: 43303008
Billettyper:
pris: 40 kr. inkl. et glas vin, øl eller sodavand