Kroppedal Museum
Asteroiderne
En asteroide er et legeme i kredsløb rundt om solen inden for Jupiters kredsløbsbane. Der findes millionvis af asteroider, som menes at være resterne af tidligere planetlignende legemer fra vores solsystems tidlige historie.
Der findes 3 hovedkategorier for asteroider:
- kulbaserede (C-type)
- stenbaserede (S-type)
- metallisk (M-type)
De fleste asteroider findes i et bælte mellem Mars og Jupiters kredsløbsbaner. Jorden er beskyttet fra de fleste asteroider af Jupiters kæmpe tyngdekraft, men der er bevis for, at jorden er blevet ramt før i tiden.
Hvis legemet er for stort, vil det ikke brænde op i atmosfæren – som et ”stjerneskud”. I stedet vil det ramme jordens overflade med alvorlige konsekvenser. Mange tror i dag, at det var en asteroide, der for 65 millioner år siden ramte jorden ved Yucatanhalvøen og forårsagede dinosaurernes udryddelse.