KONG SVENDS HØJ PLATEAUET VED SMØRUM
Udgivet: 21. februar 2024 
Oprettet af: Bo Jensen.
KONG SVENDS HØJ PLATEAUET VED SMØRUM
Af Bo Jensen
Over mere end 20 år har Kroppedal Museum gravet på Kong Svends Høj plateauet nord for Smørumnedre. Langt det meste af arealet er gravet med de sidste udgravninger i 2020 og 2021.
Topografisk har vi et ret veldefineret plateau, afgrænset af stejle skrænter på tre sider. Kun mod øst er stigningen blidere og fra plateauet er der udsigt over ådale mod nord og vest. Åen mod vest er Værebro Å. Fra plateauet kan man se ned til Snydebro; det sidste vadsted inden åen når Roskilde Fjord. Det betyder, at åen har været farbar for små både helt herop og i gamle dage kunne man, om ikke sejle, så i hvert fald ro en kano eller en hjortspringsbåd hertil.
Hvis man hæver blikket lidt, ligger pladsen lige nord for Smørumnedre. Smørumnedredepotet, Danmarks største bronzealderdepot, er fundet i vådområdet lige nord for plateauet. Desværre gik de fleste af fundene fra depotet tabt ved branden på Frederiksborg Slot, hvor de befandt sig i Frederik VIIs samling, men heldigvis har vi tegninger af genstandene. Depotet er fra ældre bronzealder. De fleste af de aktiviteter, der herunder beskrives, er fra yngre bronzealder. Ganske tæt ved depotet er for få år siden fundet en rygtapsejl, yngre end depotet og samtidig med de aktiviteter, der herunder beskrives. Depotet indeholder også en støbekage, så der var bronzestøbning i lokalområdet allerede i ældre bronzealder.
Der er mange gravhøje i området. Midt på plateauet ligger Kong Svends Høj, uudgravet og mod sydvest ligger Maglehøj, med en rigmandsgrav fra periode III. Måske har stormanden i Maglehøj været involveret i nedlæggelsen af depotet, da han er begravet med blandt andet en pålstav, lig dem dem der kendes fra samme depot.
Ser man på ovenstående oversigt over udgravningsresultater kan den synes uoverskuelig. Men da det her handler om bronzealder, kan man se bort fra alle stenalder- og jernalderfund. Som man kan se, er huse fra yngre bronzealder og ældre jernalder primært bevaret i syd og øst. I nordvest har vi kun to eller tre bronzealderhuse. Området er noget nedslidt. Vi fandt masser af huse fra yngre jernalder, men det er også vores erfaring, at stolpehuller fra netop denne periode er meget dybe, og selv disse huse var meget nedslidte. Det er altså meget muligt, at der har været væsentligt flere bronzealderhuse i nordvest, end vi kan se i dag.
Hvor der ikke er huse, så har vi til gengæld mange store gruber, en ovn (markedet med gult på nedenstående tegning) og et kogegrubefelt med mere end 1000 undersøgte anlæg. Kogegrubefeltet fortsætter mod vest ud af udgravningen.
Ser man på de to sikkert daterede bronzealderhuse i nordvest så er det ene (hus 101) et ganske typisk langhus fra yngre bronzealder, men det andet (hus 103) derimod er et af de korte, brede huse, som tidligere er påvist på andre pladser med bronzestøbning. Huset var dårligt bevaret, og der er ingen fund fra det, men typen synes en form for specialiseret arkitektur.
BRONZESTØBNING
Ovnen, som nævnes ovenfor, er en tokammerovn og i løbet af de sidste 20 år har især Museum Nordsjælland gravet ganske mange af disse. Kroppedal har nogle, om end ikke så mange som Nordsjælland, og Roskilde har i hvert fald nogle få. Der er ikke ret mange eksempler fra resten af Sjælland, men vi har eksempler fra både yngre bronzealder og førromersk jernalder lokalt i Kroppedals ansvarsområde.
Vi var så heldige, at vi fandt bronze allerede da vi var få centimeter nede i ovnen. Derfor blev al fyld soldet, og det kan med nogenlunde sikkerhed siges at vi har alle fund. Der blev også brugt metaldetektor, men det gav faktisk ikke mere end udgravningen. Vi har en hel rygtapsegl, to fragmenter af en celt, muligvis en stor nål, og hvad nok kan tolkes som en bæltedåse med ornamentik. Bortset fra rygtapsseglen er det små stykker skrot.
Vi fandt også en hel del støbeformsfragmenter. Ovnen har også haft en kappe af brændt ler, og meget af dette brændte ler er så dårligt bevaret, at man ikke kan se, om det er ovn eller støbeform. Vi har imidlertid genkendelige fragmenter af i hvert fald fire forme: to forskellige våben, måske et spyd og en dolk eller en sværdklinge, noget, der kan tolkes som en brillefibel, og en meget stor genstand, vist nok en bæltedåse. Kombinationen af rygtapseglen og formen til brillefibel viser, at ovnen er opfyldt engang i yngre bronzealder. Endelig har vi ét lille digelfragment og to fragmenter af indløb.
Ovnen er ikke til metalarbejde, da den er alt for stor hertil, og kan være blevet brugt til korntørring. Når vi finder spor af metalarbejde nede i opfylden, er det nok fordi metalarbejdspladsen lå lige op og ned af ovnen.
Vi ser også bronzestøbning andre steder på plateauet. Ved gennemgang af fundene fra den store udgravning på den sydlige halvdel er det ganske forvirrende at der her er metalhåndværk både fra yngre bronzealder og igen fra yngre germansk jernalder og vikingetid, men vi har i alt fire gruber, i tre koncentrationer, med støbeforme. Der er ikke fundet bronzealderbronze på dette areal.
Støbeformene fra syd omfatter flere forskellige snoede halsringe, en del forme til en eller flere klinger, og tre forme til smykker: en riflet armring eller manchet, som ganske sikkert er sen yngre bronzealder, og andre stykker, der ikke kan dateres så præcist. Vi har altså fire adskilte steder på plateauet med bronzestøbning.
Vi fandt også en ragekniv og to syle i tre andre anlæg, og to dele af et rasleblik i to anlæg, og pladsen synes dermed relativt rig på bronze. Vi har i øvrigt to bennåle fra pladsen, som er ret enestående som bopladsfund. Sådanne nåle er relativt almindelige på Viborg-egnen, men kun som gravfund. Her nyder vi selvfølgelig godt af den kalkrige jord i Nordøstsjælland. Endelig skal nævnes en ravknap og en stridsøkse, begge muligvis bronzealder.
KOGESTENSGRUBER, ØLBRYGNING OG HULVEJE
Det andet væsentlige element er kogestensgruberne. Der er som sagt mere end 1000 indenfor det udgravede areal. Der kunne være en 500 stykker mere mod vest, før skråningerne bliver så stejle, at feltet helt sikkert stopper. Dette i sig selv gør dette til en af de store kogegrubekoncentrationer i Danmark – langt fra den største, men dog én af de store. Det er værd at nævne, at der er mindre end 100 kogestensgruber på hele resten af plateauet. På det sydlige areal har vi en bugtet række af gruber, og en lille, firkantet koncentration, men langt færre end mod nordvest.
Gruberne blev undersøgt med C14-datering, hvilket viste klare koncentrationer af gruber fra både ældre og yngre bronzealder på toppen af terrænet, i lange rækker øverst og nederst på skråningen, og en lille koncentration af førromerske gruber halvvejs nede. Vi har også spredte gruber fra helt oppe omkring år 400 e.v.t., altså tidlig germansk jernalder. Det er i et eller andet omfang en 1500 år lang tradition for kogegruber på samme lille areal, men med et tydeligt tyngdepunkt i yngre bronzealder.
Makrofossiler fra gruberne viste, at flere af de meget store gruber kan være bryggegruber; vi fandt brændt korn og sten af hvidtjørn, som bærer vildgær på sine bær, og derfor kan bruges til at sætte gæringen i gang. Vi har foreløbigt identificeret tre bryggegrubber. Hver er over en kubikmeter, så der er plads til at lave rigtigt meget øl – da øllet nok ikke har været langtidsholdbart, og har skullet drikkes inden for få dage, er det nok en fest med mange gæster, vi ser her. Der kan være flere bryggegruber, end vi har set: analyserne er ikke færdige endnu.
Det er desuden værd at nævne, at der blev fundet flere hulvejsforløb. Nogle er ganske sikkert nyere tid, andre er C14-dateret til germansk jernalder. Vi kan ikke bevise, at der er hulveje fra bronzealder på arealet, men vejene derhen kan tolkes således, at der har eksisteret et vadested over den lille å, Sørup Rende, mod nord. Når kogegrubefeltet ligger netop på denne nordvendte skråning, er det fordi vi er ved et knudepunkt i Nordsjællands naturlige transportruter, et vejkryds mellem ruten øst-vest og nord-syd.
Kong Svends Høj og Sjælland
Lad os nu hæve blikket: Fund af både bronzestøbning og kogestensgruber betyder, at pladsen tåler sammenligning med Brokbakken ved Viborg, og med et antal Sjællandske pladser: Skamlebæk Radiostation, Holbæk Sportsby, Allerslev Golf og Tårsbakke. Kortlægges alle disse, er den indbyrdes afstand 20-25 km, svarende til et opland i 10-12 kms afstand. Pudsigt nok fandtes tykke lag af blåmusling i flere gruber på plateauet, og de må være hentet mindst 12 km væk, i Roskilde Fjord.
Det kan tænkes, at der i yngre bronzealder eksisterede et system af samtidige forsamlingspladser over hele øen, med en indbyrdes afstand på 20-25 km, og at var den mindste eller næstmindste overordnede enhed i yngre bronzealders sociale organisation, svarende til en ”bygd” eller et lokalt ting, og at flere af disse ”bygder” tilsammen udgjorde en stamme.
Der har vel været plads til to-tre stammer på Sjælland. Disse forsamlingspladser er arkæologisk synlige som store koncentrationer af kogestensgruber, ofte med depotfund i nærheden, og undertiden med erkendte spor af bronzestøbning. De ligger ofte på markante skråninger med udsigt over vådområder. Muligvis kan vi endog i nogle tilfælde pege på, hvor de manglende pladser oplagt må ligge: Bellahøj er en god kandidat til Københavns forsamlingsplads, og ved Faxe skal vi nok et stykke op ad åen.
Sammenholder man fundene fra Kong Svends Høj med det øvrige sjællandske fundmateriale, er det første slående mønster, at bronzestøbning faktisk er ret almindeligt: det findes på op imod en fjerdedel af de udgravede bopladser – og især støbeformene er så skrøbelige, at der nok er meget, vi ikke har fundet. I yngre bronzealder ser det altså ikke ud til, at bronzestøbning kun forekommer på høvdingegårde.
Det andet mønster er, at vi på Sjælland kan se en tydelig deling mellem nordøst, med mange fund, og sydvest, med meget få. En del af historien er, at der ikke bliver gravet ret meget i sydvest, men de få fund, vi ser, har også en anden karakter. Det kan ikke helt udelukkes, at vi ser en reel forskel i metaløkonomien, hvor man stort set ikke støbte i sydvest. I nordøst tyder materialet på, at håndværket kunne være meget lokalt, og at den enkelte ”vandrede håndværker” ikke behøvede vandre mere end 10-12 km, hvilket har været mindre end en dagsrejse. I sydvest, derimod, tyder materialet på at man skulle rejse meget længere, endda til den anden ende af øen, for at finde en håndværker. Her må der altså virkelig have været tale om om vandrede handelsmænd.
På Kong Svends Høj plateauet kan vi se en meget lang kontinuitet, med kogegruber på samme areal i 1500 år, og huse fra ældre bronzealder, yngre bronzealder og førromersk jernalder nogenlunde samlet. Det er ikke tilfældet på alle de andre mulige forsamlingspladser. Østfyns Museer har gravet et noget større kogegrubefelt med en meget kortere kronologi, og det kan antages, at mange af disse pladser blomstrede op og visnede, afløste hinanden over relativt kort tid – generationer eller århundreder. Kong Svends Høj er usædvanlig ved en meget lang kronologi, der nok skal knyttes både til et markant landskab og til den meget rige landsbrugsjord, som har lagt navn til Smørum.