DENAR, DENARER, DENARERNE!
Udgivet: 30. oktober 2023
DENAR, DENARER, DENARERNE!
Af Tobias Mortensen
På en mark i Høje-Taastrup kommune har detektorførerne Svend Erik Hansen og Finn Johansen blandt flere andre spændende genstande fra jernalderen fundet 10 romerske denarer. Mønterne er alle af sølv og er slået under kejserne Trajan (98-117 e.v.t.), Hadrian (117-136 e.v.t.) Antonius Pius (138-161 e.v.t.) og Marcus Aurelius (161-180 e.v.t) der regerede fra slutningen af det 1. til slutningen af det 2. århundrede e.v.t.






Fundet af de 10 denarer medførte at Kroppedal Museum i midten af september 2023 foretog en mindre udgravning i området hvor mønterne var fundet, i håbet om at finde ud af hvor de oprindeligt var blevet nedlagt. Denarerne er fundet på et lille højdedrag i landskabet, dog har landbrugets mangeårige bearbejdning af jorden spredt mønter ud over et større område. At lokalisere det oprindelige nedlægningssted var derfor som at lede efter en nål i en høstak.


Arkæologerne fra Kroppedal Museum gravede fire søgegrøfter hvori der blev fundet kogestensgruber, gruber og enkelte stolpehuller, men desværre fandt vi ikke nedlægningsstedet eller flere denarer i denne omgang. Svend og Finn afsøger nu området på marken for at se om der dukker flere denarer op der kan hjælpe med at indsnævre arealet hvor vi formoder at der gemmer sig flere mønter. Således kan man sige – bedre held næste gang.
