Vinterforedrag om klædedragter

Vinterforedrag om klædedragter

En aften om tøjets fortællinger fra tider, hvor tøj udgjorde en stor værdi og var af så høj kvalitet, at det blev repareret og omsyet, gik i arv og blev brugt af flere generationer.

Vi hører også om, hvordan tøj gennem historien har fungeret som et socialt og kulturelt symbol, der viste status, identitet og tilhørsforhold. Samtidig har det spillet en praktisk rolle i at beskytte mennesker mod klimaet og gøre hverdagslivet lettere.

Vikingetidens tøj blev spundet på håndten og vævet på opretstående væve. Det har krævet tid og ressourcer men vi finder alligevel både pynt og fine stoffer. Tekstilstumperne sladrer også om den brydningstid som perioden udgør: i byerne der efterhånden opstår, går man f.eks. væk fra oldtidens dragtformer og begynder at tilskære tøjet – en praksis vi holder fast i den dag i dag.

På Hedeboegnen udviklede bønderne i 1700 og 1800-tallet tøj af høj kvalitet med særlig fine dekorationer. Det var der flere grunde til: Landbrugsjorden var meget frugtbar, ejerforholdene var gunstige for bønderne og der var en god beliggenhed i forhold til handel og inspiration. Dermed kunne de afse arbejdskraft og få ideer til at udvikle tøjet.

Med billeder, fortællinger og konkrete eksempler inviterer foredraget publikum til at opleve, hvordan dragter og tekstiler kan åbne for nye forståelser af historien. Det er en aften for alle, der holder af kultur, håndværk, æstetik og de små detaljer, der binder fortid og nutid sammen.

Aftenens foredragsholdere er Maria Ojantakanen, cand.mag. i litteratur og filosofi og souschef i Vikingelandsbyen i Albertslund og Inge Christiansen, cand.mag. i etnologi og historie og arkivleder på Ishøj Lokalhistoriske Arkiv.

Sted: Kroppedal Museum
Dato og tid: Onsdag 4. februar kl. 19

Der vil blive serveret et glas vin eller en sodavand og lidt snacks på aftenen.

Praktiske oplysninger

Arrangør:

Kroppedal Museum og Vikingelandsbyen i Albertslund

Dato:

4. februar 2026 kl. 19:00 – 21:00

Sted:

Kroppedals Allé 3, 2630 Taastrup

Kontaktoplysninger:

Mail:  kontakt@kroppedal.dk
Telefon: 43303000

Billettyper:

Gratis – men tilmelding (køb af 0 kr. billet) nødvendig.