Skolepraktik

Museumspraktik for folkeskoleelever

Skolepraktik på Kroppedal Museum

Skolepraktik på Kroppedal Museum

Museumspraktik i uge 39

Kroppedal Museum tilbyder skolepraktik for folkeskoleelever, der har lyst til at få indblik i museets hverdag. I løbet af en uge prøver du kræfter med forskellige arbejdsopgaver inden for arkæologi, historie, formidling og kommunikation og får et indtryk af, hvordan fortid og nutid bliver formidlet til museets gæster.

Kontakt: Julie Ring, 43 30 30 08, julie.ring@kroppedal.dk

Skolepraktik på Kroppedal Museum

Kroppedal Museum tilbyder i 2026 en uges skolepraktik for folkeskoleelever, der er nysgerrige på, hvordan det er at arbejde på et museum. Praktikken foregår i uge 39, og du er i praktik sammen med andre elever.

I løbet af ugen får du indblik i museets mange forskellige arbejdsområder og følger medarbejdere fra flere afdelinger i deres daglige arbejde.

Arkæologi og konservering

Den arkæologiske afdeling arbejder med oldsager og fortidsminder fra de ældste tider. Du er med, når arkæologerne vasker, registrerer og pakker fund, og du hjælper med at renskrive lister og lave enkle rentegninger. Du møder også museets konservator, som arbejder med at stabilisere og bevare genstande. En af dagene deltager du i en arkæologisk udgravning.

Nyere tid og lokalarkiver

Afdelingen for nyere tid beskæftiger sig med Vestegnens historie fra landsbysamfund til nutiden. Her får du indblik i arbejdet med lokalhistoriske arkiver, hvor digitalisering af arkivalier er en vigtig opgave. Der kan også være mulighed for en besigtigelse eller en fotoregistreringsopgave.

Formidling og gæsteoplevelser

Du er med skoletjenesten i museumshaven i forbindelse med et skoleforløb. I museumsbutikken prøver du kræfter med kasseapparat og kaffemaskine og hjælper med at vise gæsterne til rette. Der kan også være opgaver knyttet til arbejdet med en ny udstilling.

Kommunikation og markedsføring

Du får mulighed for at vælge en genstand eller en historie, som du finder særlig spændende, tage billeder og skrive et kort opslag til museets sociale medier. Opgaverne kan variere afhængigt af, hvilke projekter museet arbejder med i praktikugen.


Skolepraktikken er målrettet elever fra folkeskoler i Kroppedal Museums tilskudskommuner: Høje-Taastrup, Albertslund og Ishøj.

Transport:

Med tog og bus:
Det tager ca. 50 minutter, at komme til Kroppedal Museum fra Københavns Hovedbanegård.
Man kan enten tage S-toget til Vallensbæk, Albertslund eller Ballerup station, og derfra bus 143 til Risby. Derefter er der en smuk spadseretur på ca. 1 km gennem Vestskoven til museet.
Man kan også tage S-toget til Høje-Taastrup station, og derfra med bus 115 ad Ole Rømers Vej til enden af Kroppedals Allé, hvorfra der er ca. 400 meter hen til museet.
Find din rejse med Rejseplanen.

Kontakt:

Julie Ring
Museumsinspektør – Naturformidler, arkæolog, formidling og skoletjenesten
julie.ring@kroppedal.dk
Tlf. 43 30 30 08