SJÆLDEN GRAVTYPE FUNDET TÆT PÅ TAASTRUP-PIGEN
Udgivet: 9. september 2026
Gravplads fundet ved Lindehøj-udgravningen afslører bådgrave og spor efter jernalderens romerske forbindelser
Af Severin Tobias P. Kofod og Helene Skjærning Jacobsen
Midt på en forhøjning i landskabet ved Lindehøj vest for Høje-Taastrup har Kroppedal Museum i den seneste tid udgravet en gravplads, hvor der er blevet lokaliseret 12 grave (fig. 1-2a/2b) . På nuværende tidspunkt kan Lindehøj-gravpladsen dateres bredt til ældre-/yngre romersk jernalder i perioden ca. 70-300 e.Kr.
Udgravningen har afsløret jordfæstegrave med individer uden gravgaver eller med simple gravgaver som lerkar. Men på gravpladsen er der også fundet gravlæggelser hvor den gravlagte har fået et finere udstyr med. I grav A17373 blev der fundet 60 glas – og guldfolieperler der er importeret fra romerriget samt rav og én enkelt bronzeperle.

Gravpladsen er placeret på et topografisk højtliggende punkt, hvor terrænet falder mod syd.
Illustration Severin Tobias Kofod & Helene Jacobsen

Illustration Severin Tobias Kofod & Helene Jacobsen

Illustration Severin Tobias Kofod & Helene Jacobsen
Endvidere blev der også fundet sølvbelagt cirkulær tutulusfibel der typologisk kan dateres til 250-300 e.Kr. (fig. 3-5). I grav A17381 blev der ligeledes fundet ca. 48 importerede glas- og guldfolieperler samt ravperler, en flot ornamenteret benkam og et lerkar (fig. 6-9). Begge individer i gravene tolkes ud fra det medgivne gravudstyr som værende kvinder. Senere i forløbet vil analyser af emaljeprotein fra de gravlagtes tænder blive udført for, så vidt det lader sig gøre, at fastslå deres køn.
Særligt to af gravlæggelserne er dog medvirkende til at Lindehøj-gravpladsen kan gå en tak op af datidens sociale rangstige. I to af gravene har arkæologerne nemlig fundet bådgrave – en relativt sjælden gravtype idet der kun er påvist ca. 80 bådgrave fra ældre -/ yngre romersk jernalder i Danmark.

Foto: Mette Wethje Skjødt, Kroppedal Museum

Foto: Mette Wethje Skjødt, Kroppedal Museum

Foto: Mette Wethje Skjødt, Kroppedal Museum

Foto: Mette Wethje Skjødt, Kroppedal Museum

Foto: Oliver Bender, Kroppedal Museum

Tegning: Oliver Bender, Kroppedal Museum

Tegning: Mette Wethje Skjødt, Kroppedal Museum
Under fem store sten der var lagt oven på den afdøde, enten som markering af graven eller for at forhindre at den blev røvet/skændet, blev der fundet resterne af hvad der formentlig er en stammebåd med et bemærkelsesværdigt velbevaret gravudstyr.
Skeletmaterialet af den gravlagte var dårligt bevaret og kun tandemaljen er tilbage, men på baggrund af gravudstyret der bestod af fine glasperler, to fibler, en tenvægt, tre lerkar og en benkam peger genstandene i retning af den gravlagte har været en kvinde (Grav A17617) (fig. 10-14).

Tilsammen har fiblerne og perlerne udgjort den afdødes smykkesæt.
Foto: Tue Schmidt, Kroppedal Museum

Foto: Tue Schmidt, Kroppedal Museum

Foto: Tue Schmidt, Kroppedal Museum

Foto: Emil Holmstrup

3D-model: Rasmus Mathiesen, Kroppedal Museum
På baggrund af de typologiske studier af fiblerne og de medgivne glasperler skal graven formentligt dateres til ældre romersk jernalder ca. 70-150 e.Kr. Genstandene peger på, at den gravlagte har tilhørt et socialt lag, der ikke repræsenterer samfundets elite, men snarere det lokale bedre borgerskab, hvor adgang til fine genstande og specialiseret håndværk har fungeret som markører for status.
Et særdeles interessant aspekt ved bådgraven er dog dateringen. Bådgravenes datering ligger tæt op ad tidsrammen for Taastrup‑pigen – moseliget af den 12‑årig pige fra perioden ca. 24–125 e.Kr., som blev fremdraget i okt. 2025 blot 500 meter syd for Lindehøj‑gravpladsen. Den potentielt samtidige datering af dele af Lindehøj-gravpladsen og Taastrup-pigen rejser endnu en gang spørgsmål om moser/vådområder anses for at være en del af områdets gravkultur eller er der tale om noget andet. Ofringer, mord eller blot uheld (fig. 15.)?
De igangværende analyser af materialet fra Lindehøj‑gravpladsen forventes at bidrage til en mere nuanceret forståelse af området og dets beboere i ældre og yngre romersk jernalder.

Tegning. AI-genereret, på baggrund af tegning af Kenneth Paulmann, Kroppedal Museum
Båden i den anden grav tolkes på nuværende tidspunkt, som værende en stammebåd, fremstillet af en ca. 3 meter lang træstamme der er flækket på langs hvorefter den er blevet udhulet (Grav A17396) (fig. 16-17).
De vedanatomiske prøver af træet har påvist at stammebåden er fremstillet af træsorten spidsløn (Acer platanoides L). Hvorvidt der er tale om en stammebåd eller resterne af en bulkiste kan være svært at afgøre med sikkerhed, men på nuværende tidspunkt taler mest for at der også i denne grav er tale om en båd. Den gravlagte, der formentligt er en mand, har fået et relativt sparsomt gravudstyr, i form af et lerkar, med sig i graven (fig. 18).

Foto: Niels Justesen, Kroppedal Museum.

3D-model: Rasmus Mathiesen, Kroppedal Museum

Foto: Niels Justesen, Kroppedal Museum
Hovedparten af gravene er nu blevet udtaget som præparater, hvilket gør det muligt for museets konservator at foretage en minutiøs udgravning af genstande og knogler under fuldt kontrollerede forhold (fig. 19). Denne metode sikrer, at selv de mest skrøbelige elementer kan dokumenteres og bevares.

Foto: Severin Tobias Kofod, Kroppedal Museum

Foto: Severin Tobias Kofod, Kroppedal Museum.
Forud og under udtagningen blev der gennemført detektorundersøgelser af gravene, og de første resultater viser, at der gemmer sig flere metalgenstande, hvis funktion og datering endnu er ukendte. Fundene peger på, at der kan være tale om genstande af særlig interesse, og de kommende undersøgelser forventes at kaste nyt lys over både gravene og deres indhold.
Vi ser derfor frem til de næste skridt i arbejdet, hvor genstandene gradvist vil blive blotlagt og analyseret. Det bliver spændende at følge, hvilke nye indsigter udgravningen kan bidrage med.
