TAASTRUP-PIGEN: ET UNGT LIV FORTALT GENNEM KNOGLER OG KRISER
Udgivet: 16. april 2026
Nye analyser fastslår Taastrup-pigens alder og køn og stiller nye spørgsmål til hendes liv og død.
Af Tobias Mortensen, arkæolog på Kroppedal Museum
Foto: Marianne Leth.
I slutningen af oktober 2025 gjorde arkæolog Daniel Teilmann et opsigtsvækkende fund ved Lindehøj. Under udgravningerne nær Taastrup kom resterne af et sjældent moseskelet frem. Siden har spørgsmålene været mange, men nu begynder de første svar at tegne sig, og historien om den unge Taastrup-pige bliver gradvist tydeligere.
Det spørgsmål, der hyppigst har været oppe at vende i forbindelse med fundet af moseskelettet, har været: Er det Danmarks ældste? Nogle af de daterbare genstande (Fig. 1a og Fig. 1b), der blev fundet i umiddelbar nærhed og i det samme lag som moseskelettet, pegede på en datering mellem den ældre stenalder og den tidlige del af yngre stenalder (ca. 8000-3500 f.Kr.)
Vi har fået 14C-dateret udvalgte knogler hos Afdelingen for Konservering og Naturvidenskab på Moesgaard Museum og Uppsala Universitet i Sverige. Og resultaterne er entydige; det er ikke Danmarks ældste moseskelet. Moseskelettets datering skal i stedet findes for ca. 2000 år siden i en turbulent tid af Danmarks oldtid kaldet ældre romersk jernalder (ca. 0-175 e.Kr.) – nærmere bestemt er personen med stor sandsynlighed død på et tidspunkt mellem 24-125 e.Kr. 14C-dateringen viser således, at Taastrup-pigen tilhører den del af oldtiden, hvorfra også hovedparten af de andre kendte moselig kan dateres til (ca. 800 f.Kr. til 400 e.Kr.).
Foto: Marianne Leth
Foto: Marianne Leth
Aftryk i tandemaljen: spor efter krise i et ungt liv
Analyserne af skelettet er foretaget af Osteolog Susanne Østergaard fra Afdeling for Konservering og Naturvidenskab på Moesgaard Museum. Hendes arbejde har vist, at knoglerne generelt er velbevarede, men at skelettet langt fra er komplet. En stor del af kraniet med underkæbe er bevaret sammen med enkelte rørknogler fra arme og ben, især fra venstre side. Derimod mangler stort set hele torsoen, og kun få ribbensfragmenter er tilbage. De rørknogler, der er bevaret, mangler næsten alle led-enderne.
Det eneste, der ser ud til at have ligget i sin oprindelige position, er kraniet med underkæben. Resten af knoglerne virker til at være blevet flyttet rundt sandsynligvis som følge af naturlige processer i mosen, hvor skiftende vandstand og dyr ofte kan ændre på et ligs oprindelige placering. Kraniet bliver typisk liggende, fordi det bliver tungt i de vandmættede omgivelser, mens lettere knogler fra torsoen nemmere flytter sig og nedbrydes hurtigere. Det forklarer også, hvorfor netop disse knogler mangler, og hvorfor de bevarede rørknogler lå forskudt og uden deres mere porøse led-ende.
Kun en lille del af overkæben er bevaret, mens underkæben næsten foreligger komplet. Underkæben er lille og har træk, der peger på en juvenil eller kvindelig morfologi.I alt er 21 af 28 tænder bevaret (visdomstænderne var endnu ikke frembrudt). Tænderne er generelt velbevarede, men tydeligt påvirket af mosens miljø, med brune misfarvninger og et tyndt kalklag på kronerne. Én tand er en mælketand; resten tilhører det permanente tandsæt. De permanente tænder har kun været i funktion fra tidligst 6-årsalderen, og flere af dem var netop ved at bryde frem, da personen døde.
Foto: Susanne Østergaard, Moesgaard Museum
Foto: Marianne Leth
Susanne Østergaards undersøgelser har også afsløret, at der er emaljehypoplasier på ni tænder. Emaljehypoplasier opstår under tanddannelsen og viser sig som vandrette linjer i emaljen, typisk forårsaget af perioder med fysiologisk stress, sygdom eller utilstrækkelig ernæring.
Ud fra emaljehypoplasierne tegner der sig et billede af, at der har været sådanne hændelser årligt fra personen var fire til otte år gammel. Emaljehypoplasi kan skyldes mange ting. Men de mest almindelige forekommende er sygdom og mangelfuld- eller fejlernæring. Der skal en mere alvorlig påvirkning/stress over lang tid til.
Videnskaben taler: Proteinanalyse bekræfter kønnet
På baggrund af tandudviklingen kan den afdødes alder estimeres til at være 12 år. De kønstræk, der kan anes i skeletmaterialet, fremstår feminine, men dette kan ifølge Susanne Østergaard hænge sammen med individets unge alder og dermed ikke bruges som et sikkert grundlag for kønsbestemmelse. De bevarede knogler giver derfor ikke et entydigt svar, men analyser af emaljeproteinet fra tænderne har heldigvis gjort det muligt at fastslå kønnet.
Professor Frank Kjeldsen fra Faculty of Science Department of Biochemistry and Molecular Biology på SDU i Odense har foretaget analyser af emaljeproteinet fra tænderne, og bedømmelsen er entydig: ”Der er kun fundet peptider fra det X‑bundne AMELX‑gen og ingen fra det Y‑bundne AMELY”. Dermed kan vi med sikkerhed sige, at hun var og forbliver Taastrup-pigen.
Tegning: Kenneth Paulmann
Nye spor – nye spørgsmål
Selv om de nye analyser har udvidet vores forståelse af Taastrup-pigen, og vi nu kan fastslå hendes alder, køn og datering, står vi fortsat over for en række ubesvarede spørgsmål, som forhåbentligt kan belyses yderligere i fremtidige undersøgelser. Ét af de mest centrale er fortsat: Hvorfor endte en 12-årige pige i mosen og ikke på en gravplads?
De mere end hundrede moselig og -skeletter, der kendes fra Danmark, bliver ofte tolket som udtryk for en udbredt rituel praksis, hvor mennesker indgik som ultimative ofre til guderne. Mange af disse individer har tydelige spor efter en voldsom død, eksempelvis strangulering, hængning eller halssnit. I flere tilfælde er ligene efterfølgende blevet omhyggeligt placeret i mosen, hvilket kan pege i retning af en rituel handling snarere end tilfældige overgreb. Samtidig må det understreges, at tolkningen af moseligene ikke er entydig.
Nogle forskere peger på, at moserne også kan have fungeret som steder for henrettelser, sociale sanktioner eller deponering af mennesker, der af forskellige årsager stod uden for fællesskabet. Det er derfor muligt, at Taastrup-pigens skæbne afspejler en kompleks sammensætning af sociale, rituelle og kulturelle faktorer, som vi endnu kun delvist forstår.
Foto: Kroppedal Museum.
Susanne Østergaards undersøgelser af Taastrup-pigens knogler har ikke afsløret synlige spor efter vold eller sygdom. Et definitivt videnskabeligt svar på dødsårsagen vil derfor sandsynligvis forblive uden for vores rækkevidde.
Placeringen af hendes ene hånd, der under udgravningen viste sig formentligt at være er lagt nænsomt ind under hovedet, kan pege på, at hun – i lighed med flere andre moselig – er blevet anbragt i mosen som led i en bevidst handling efter sin død.
De tydelige spor af sygdom og perioder med mangelfuld kost i Taastrup‑pigens barndom – især mellem fire og otte års alderen – peger på, at hun sandsynligvis voksede op blandt samfundets mest udsatte i den ældre jernalder. Børn fra de nederste sociale lag havde færrest ressourcer og dermed også dårligst adgang til nærende mad, og det kan have sat sig direkte i hendes tænder.
Det rejser spørgsmålet: Kan hun have været en træl?
Emaljehypoplasierne, de små linjer i emaljen, som afslører længerevarende perioder med stress, sygdom eller sult, kunne pege i den retning. Men de giver langt fra et entydigt svar. I forhistoriske samfund ramte sult og sygdom nemlig på tværs af sociale skel. År med misvækst, politisk uro eller hårde vintre kunne presse selv familier, der ellers stod stærkt. Som mundheldet siger, er “sygdom hver mands herre”. Alligevel er det sandsynligt, at de nederste sociale lag blev ramt først – og hårdest. De havde færre reserver, mindre sikkerhed og ringere adgang til hjælp. Og i Taastrup-pigens tænder ligger netop disse spor – små, men tydelige aftryk af en barndom, hvor kroppen igen og igen har manglet det, den havde brug for.
Foto: Kroppedal Museum
Taastrup-pigen i et større forskningsperspektiv
Sporene efter Taastrup-pigens liv ligger ikke kun gemt i mosen, hvor hun blev fundet. I landskabet omkring Lindehøj har arkæologerne nemlig afdækket et helt miljø af mennesker, der levede her i århundrederne omkring Kristi fødsel. På det cirka 16 hektar store område, der indtil nu er blevet undersøgt, tegner der sig et billede af et aktivt lokalsamfund i perioden ca. 0–175 e.Kr. Her er der fundet spor efter huskonstruktioner, hvor familier har boet og arbejdet, keramikskår fra hverdagens madlavning og opbevaring samt dyreknogler, der vidner om både kostvaner og husdyrhold. Tilsammen giver disse spor et indblik i den verden, Taastrup-pigen engang var en del af – et landskab, hvor mennesker, dyr og moseområderne indgik i et tæt og komplekst samspil
Illustration: Tobias Mortensen
For at få en større indsigt i det store billede om livet og døden i ældre romersk jernalder, som Taastrup-pigen nu er en del af, har Kroppedal Museum indgået i et samarbejde med Ph.d. – Studerende Leila Joensson. Leila Joensson er tilknyttet Wien Universitet, som er en del af forskergruppen: Prehistoric Identities under ledelse af Prof. Katharina Rebay-Salisbury.
Taastrup-pigen bliver inddraget som en del af hendes Ph.d.-projekt ’When Man becomes Material: Beliefs and Practices in the Iron Age North Sea Zone,’ som netop omhandler nogle af de spørgsmål, som også er fremkommet med fundet af Taastrup-pigen omkring tro og praksis i jernalderen.
Historien om Taastrup-pigen er langt fra fuldt udfoldet. I den kommende tid vil nye undersøgelser af både hende og det landskab, hun blev fundet i, forhåbentlig bringe os endnu tættere på at forstå hendes plads i den ældre jernalders lokale og europæiske historie.
Læs om fundet af det sjældne moseskelet her