ARKÆOLOGIEN PÅ KROPPEDAL: METTE WETHJE SKJØDT

Udgivet: 31. oktober 2025     Oprettet af: Mette Wethje Skjødt.

Mød Kroppedals arkæologer og se nogle af deres fineste fund.
I 2025 vil vi præsentere museets medarbejdere på det arkæologiske team og høre lidt om de interessante fund, de har gjort i Kroppedals ansvarsområde gennem årene.
Hver måned vil vi fremhæve en af vores arkæologiske medarbejdere samt et af deres yndlingsfund.

Arkæologens yndlingsfund: Rosetfibel og ténkrog

Af Mette Wethje Skjødt

Det er mange af Kroppedals arkæologiske afdelings mest spændende og spektakulære fund, som finder vej ind over mit bord i konserveringen. Men der er selvfølgelig enkelte, som skiller sig særligt ud, og da jeg ser så meget forskelligt, så jeg vælger at nævne to fund, der virkelig ligger i hver sin ende af ”bling”-skalaen, men som på hver deres måde beretter om aspekter af kvindeliv i oldtiden:

Rosetfibel

Den første er et pragtstykke af en såkaldt rosetfibel fundet i en kvindegrav fra yngre romersk jernalder sammen med bl.a. fin ornamenteret keramik. Fiblen blev optaget i et såkaldt præparat (dvs. blev ikke udgravet af arkæologerne på stedet, men i stedet fra en jordklump af mig under kontrollerede forhold på konserveringsværkstedet). I præparatet fandtes også en kæde af sølv-, glas- og ravperler og tekstilrester fra vævet uldklæde.

Fiblen består grundlæggende af sølv med påsatte ornamenter af guldfolie og -tråd, og bød på en udfordrende konserveringsproces, hvor det handlede om at holde tungen lige i munden og ikke mindst at holde styr på alle de mange, mange små fragmenter og brudstykker. 

Røngten af rosetfibel
Foto: Mette Wethje Skjødt
Rosetfibel, tegning
Foto: Mette Wethje Skjødt
Rosetfibel, usamlet
Foto: Mette Wethje Skjødt
Rosetfibel, samlet
Foto: Mette Wetje Skjødt

Ténkrog

Den anden genstand er en ikke ret iøjnefaldende lille bronzekrog – ligeledes fundet i en jernalderkvindegrav –, og som da heller ikke bød på de store udfordringer rent konserveringsmæssigt. Men som konservator har man ofte lejlighed til at bruge ekstra tid og opmærksomhed ganske tæt på genstandens overflade under afrensning og konservering, og her dukkede svage slidspor op som fastslog den ganske bestemte funktion, som den lille krog har haft. Det er nemlig en ténkrog, der har siddet i enden af en håndtén og viser tydeligt slid efter de mange, mange meter tråd, som har løbet over den. Her hjælper det ikke blot at være konservator, men selv at være håndspinder – så kan man da virkelig føle sig forbundet til fortiden.

Ténkrog
Foto: Mette Wethje Skjødt
Ténkrog
Foto: Mette Wethje Skjødt