POSTKORT FRA USA: MONUMENTERS FALD
Udgivet: 5. april 2024 Oprettet af: Mads Thernøe.
POSTKORT FRA USA: MONUMENTERS FALD
Af Mads Thernøe
Turen er nu nået til Richmond, og vi har besøgt The American Civil War Museum, som ligger i et gammelt kanonstøberi. Støberiet blev skudt i stykker, da unionshæren i 1865 indtog byen. I dag er der bygget en moderne glasbygning rundt om ruinerne fra støberiet, som danner en imponerende indgang til museet. Derved bliver ruinerne også museets største genstand.
I en flot og moderne udstilling fortæller museet historien om den amerikanske borgerkrig set fra de civiles side. I Gettysburg hørte vi ofte, at krigen havde flere årsager, bl.a. delstaternes rettighed til at bestemme selv, men her på museet står det helt tydeligt, at den amerikanske borgerkrig handlede om ophævelsen af slaveriet. En flot scenografi og stærke genstande – bla. General Robert E. Lees hat – gør bestemt borgerkrigsmuseet i Richmond et besøg værd.
Tidligere i dag har vi været oppe på den berømte og berygtede Monument Avenue. Her stod tidligere en række statuer af berømte sydstatsgeneraler og politikere. I 2020 blev de – under meget opmærksomhed og efter heftige debatter – revet ned, da mange mente, at de repræsenterede og forherligede en tid med hvidt overherredømme. I dag er alle statuerne væk med undtagelse af et enkelt monument, der forestiller den sorte tennisspiller Arthur Ashe. Ashe var den første sorte tennisspiller, der vandt Wimbledon, men han var også en aktiv borgerrettighedsforkæmper, der kæmpede for sortes rettigheder.
På Monument Avenue interviewede vi flere lokale, der havde oplevet optøjerne i 2020. Bevæbnede grupper fra både højre- og venstrefløjen sloges om de gamle sydstatsstatuer. Vi fik en historie om hvordan politiets tåregas blev brugt så flittigt, at den trængte ind i lejlighederne i området.
Selvom monumenterne var væk, kunne man stadig se rester af graffiti på fortove og søjler, med sloganet: “Black Lives Matter”.
Senere på dagen fandt vi den nedrevne statue af præsidenten for de løsrevne sydstater Jefferson Davis. På et lille lokalt museum lå statuen, med en brækket arm og oversprøjtet med lyserød maling. Statuen var blevet til en stærk museumsgenstand, der ikke blot fortalte historien om optøjerne i 2020, men også om et opgør med romantiseringen af sydstaterne og deres “Lost cause”.
I dag kører vi for alvor sydpå, med retning mod Georgia, hvor vi skal se på den amerikanske borgerrettighedskamp i 60’erne og i dag. For nok vandt de sorte deres frihed med borgerkrigen, men de vandt ikke retfærdigheden.
Følg med her på bloggen, hvor Mads vil sende små beretninger om sine oplevelser hjem til os som Postkort fra USA.
Turen er støttet af Carlsbergfondet, og skal ende med at blive til en podcastserie på seks episoder. Du kan læse mere om projektet Borgerkrigens Ekko på turens hjemmeside samt på instagram.