Åbner snart: Mellem mennesker og stjerner

En astronomisk rejse i dansk historie

Hvad skal der til for at opdage universet? Oplev historien om nogle af Danmarks største astronomer gennem tiden i Kroppedal Museums nye udstilling.

Vær med, når Kroppedal Museum – Danmarks museum for dansk astronomihistorie – for første gang samler fortællingen om nogle af de vigtigste danske skikkelser inden for astronomi i vores nye udstilling Mellem mennesker og stjerner.

Danske astronomer har gennem århundreder bidraget afgørende til vores viden om universet, og gør det fortsat den dag i dag – båret af deres nysgerrighed, fantasi og vilje til at udforske himlens ukendte sider. Lige fra Tycho Brahe til Anja C. Andersen, har astronomer kastet blikket mod stjernerne for at kortlægge himmelrummet, og lagt grunden for den forståelse af rummet, vi har i dag.

Udstillingen bringer dig tæt på pionererne, men også samfundets skiftende tro på stjernernes betydning, og de forskellige vilkår, astronomer har haft gennem tiden. Interessen for stjernehimlen er noget af det, der binder os sammen som mennesker på tværs af tid og sted. Helt tilbage fra oldtiden har stjernehimlen været genstand for forundring, og vores søgen efter svar på månens og stjernernes betydning spores helt tilbage til menneskets første skriftlige kilder. Endnu i dag udforskes himmelrummet af forskere verden over med nye metoder og instrumenter. Og selvom vi hele tiden får ny viden om rummet, er stjernerne stadig et spejl for vores drømme, tro og tanker om livets store spørgsmål.

Tag med på den astronomiske rejse gennem historien om de fantastiske opdagelser og nyskabende opfindelser, der fortsat inspirerer til at udforske rummet i dag. Oplev Ole Rømers planetmaskiner, astronomiske teleskoper og detaljerede modeller, og udforsk de fascinerende historier om menneskerne bag astronomien – både i fortiden og i dag. For hvordan var det at blive den første kvindelige danske astronom i 1917 i en verden, der dengang kun bestod af mænd? Og med hvilke redskaber kortlagde man himmelrummet, før man fik et teleskop? Hvad driver og motiverer astronomerne til at forstå himmelrummet på en ny måde end hidtil?



Find vej til udstillingen
på Kroppedal Museum

Adresse

Kroppedals Allé 3 2630 Taastrup

Åbningstider

Tirsdag til søndag kl. 12-16