VINTERHIMLEN DEL 1 – ORION
Udgivet: 11. december 2014 
Oprettet af: Lars Occhionero.
VINTERHIMLEN DEL 1 – ORION
Af Lars Occhionero
Nu nærmer vinteren sig, og med den meget bedre muligheder for at opleve himlen fra sin bedste side. I Danmark har vi jo lange vinternætter, og ofte er de skarpe frostnætter skyfrie og klare. Det er derfor intet under, at mange af de mest kendte stjernebilleder kan ses på vinterhimlen.
Mest kendt af disse er jægeren Orion, som med tre stjerner på række i bæltet, er et pejlemærke for de fleste, som har kigget op på himlen. Lige som sommertrekanten har vi også en vinter trekant og en vinter sekskant, men de er ikke helt så kendte, da man alligevel har Orion at regulere sig efter.
ORION, TYREN OG PLEJADERNE
Historien om Orion er et af de ældste græske heltesagn, vi kender. Odysseus ser Orions skygge på sin vej gennem dødsriget, og vi må derfor antage, at Orion var en velkendt skikkelse allerede under Homers tid. Som det er tilfældet med mange andre gamle savn, er der også om historien om Orion en myriade af forskellige versioner, fortolkninger og sidehistorier. I den klassiske fortælling fra Hesiod, er Orion søn af havguden Poseidon og gorgonen Euryale. Havende havets gud som far, kunne Orion gå på vandet, noget han benyttede til at besøge de forskellige øer i det græske øhav. På øen Chios møder Orion prinsesse Merope (i nogle versioner hans forlovede) og kongen Oenopion. Til en fest drikker Orion for meget og ender med at angribe Merope, hvilket får Oenopion til at blænde Orion, og smide ham væk. Orion er ofte set afbilledet som en blind mand. Dog bliver han kureret! Ifølge legenden bliver Orion guidet til det fjerne Øst, hvor Solen, Helios, bor, og kurerer Orion.
Den mest kendte af hans fortællinger er dog den som er afbilledet på himlen: hans store jagt. På øen Kreta jager Orion sammen med jagtens gudinde Artemis, og kommer her (måske pga. endnu en druktur, ja, man lærer jo sjældent af sine fejl) til at prale med, at han kan finde ud af at jage alle dyr i hele verden. Derfor er Orion på en konstant jagt efter det næste dyr, sammen med sine to jagthunde Sirius og Procyon (som er navnene på de klareste stjerner i hhv. den Store Hund og Lille Hund). I en af fortællingerne møder Orion syv søstre, Plejaderne, som er nymfer, og han bliver forelsket i dem. I hans forfølgelse af dem bliver selve Zeus nød til at træde til og fjerne nymferne fra verden og placere dem på himlen, i ryggen på den store Tyr, og tæt på deres halvsøstre Hyaderne. Orion jagter stadig Tyren på himlen (måske for at kunne forfølge de stakkels nymfer igen). Han er så optaget, at han slet ikke opdager Haren, som er ved at stikke af mellem hans ben.
Jagten er også, det der bringer Orions død. Der er to versioner af dette savn. Første version går ud på, at Apollon, bror til Artemis, ikke er glad for hendes forhold til Orion. Mens Orion er i bad, driller han hende med, at hun slet ikke er så god en skytte, som hun selv går og tror, og at hun ikke kan ramme Orions lille hoved fra den afstand, men… det kan hun. Den mere gængse version af hans død er at han i sin jagt møder en Skorpion. Skorpionen er skabt af Jorden, Gaia, da hun frygter for dyrene. Da Orion ser Skorpionen, betragter han det som en let sag at myrde endnu et dyr, og forsøger derfor at kvase den ihjel, men her bliver hans hybris besvaret med et stik fra Skorpionens brod, som ender med Orions død. For at mindes ham og Skorpionen bliver de begge placeret på himlen, dog i hver sin side, så når Orion forsvinder fra himlen dukker Skorpionen op (på sommerhimlen) og vice-versa. Populært siger man, at Orion forsvinder, da Skorpionen kommer og slår ham ihjel, og senere kvaser slangeholderen Ophiuchus Skorpionen, så Orion igen kan blive fri.
SJOVE TING AT HOLDE ØJE MED VED ORION
Orion er et sandt paradis for folk med selv små kikkerter. Følger man bæltet, kan man finde en lille svag stribe af stjerner som danner hans sværd. Det er her, man finder den majestætiske Orion-tåge M42: den stjernetåge som er tættest på os og dermed det mest fotograferede rum-objekt overhovedet. Tågen er en sand stjernefabrik, og man kan med store teleskoper se nye stjerner blive skabt af dette restmateriale, endda med små protoplanetariske disks omkring dem (altså med små støvskiver som en dag vil udvikle sig til nye planeter!).
I kikkerten ser M42 ud som en lille tåget klat, som kan ligne et lille spøgelse lidt. Farverne man kender fra rumbillederne opnås først ved lange eksponeringer, brug af filtre og lidt computer ”snyd.” Det er også i Orion, man kan finde Hestehovedtågen og andre ret kendte objekter. Hele Orion er basalt set en stor stjernetåge, så lige meget hvor man kigger, er der store chancer for at få en oplevelse.
For folk uden kikkert er der stadig en masse at se på. Orion består af meget klare stjerner og specielt hans skuldre (Betelgeuse og Bellatrix) og hans knæ/fødder (Saiph og Rigel) udmærker sig som meget klare. Her er det også tydeligt at se, at stjerner kan have forskellige farver. Betelgeuse er en ret så rødlig stjerne, så meget det kan ses med det blotte øje. Tilsvarende kan man, hvis man følger Orions bælte opad, finde endnu en rødlig stjerne: Aldebaran som er øjet i Tyren.
Stjernerne er røde da deres overfladetemperatur er ”lav” (kun ca. 3000 grader). Lige som man kender det fra en bunsenbrænders blå varme flammer kontra de koldere røde flammer, så lyser stjernerne mere rødt. Disse to er så også kæmpestore stjerner. Temperaturen er lav, da de er i deres sidste fase, og ”snart” vil dø i en eksplosion: en supernova. Hvornår det sker, er svært at gisne om, men Betelgeuse anslås at være ret så tæt på, så muligvis inden for den næste par årtusinder (men forhåbentlig i løbet af de næste par aftner så vi kan få os et sandt lysshow!).
SJOVE TING AT HOLDE ØJE MED VED ORION
Når man nu er ved Tyren, kan man også pege kikkerten og/eller øjnene mod ryggen og Plejaderne. Dette er et åbent stjernehob, altså en gruppe af stjerner (med teleskop kan man se, at der er mange flere end 7) som er født sammen, og er ved at glide væk fra hinanden. Man kan med et godt teleskop se at noget af den støvsky som har dannet dem stadig ligger omkring dem, og skinner når lyset fra dem bevæger sig igennem.
Følger man Orions bælte den modsatte vej, finder man øjet/hjertet/snuden på den Store Hund: Sirius. Sirius er også et fabelagtig objekt selv uden kikkert. Det er den klareste stjerne på himlen overhovedet, meget klarere end Nordstjernen, som mange ellers tror, er den klareste. Sirius er en ung, stor, varm, blå stjerne og et sandt fryd for øjet. Stjernen har også stor betydning i mange kulturer, bl.a. ægypternes og vikingernes, men det må i læse om i næste uge…