VINTERHIMLEN DEL 2: OSIRIS OG THOR

Udgivet: 24. december 2014     Oprettet af: Lars Occhionero.

VINTERHIMLEN DEL 2: OSIRIS OG THOR

Efter at have haft den korteste dag kan vi se frem til lysets genkomst. Det føles måske ikke sådan, men nu begynder dagene at blive længere, og vi er faktisk halvvejs gennem mørket. Denne begivenhed har inspireret mennesker siden de begyndte at finde ud af at der var et cyklus, og denne inspiration kan ses i de mange vintersolhvervsfester og i de mange historier om vinterhimlen som afspejler dem. Sidst hørte vi om jægeren Orion, denne gang vil jeg tage fat i to andre kulturer: Ægypterne og Vikingerne.

ÆGYPTERNES STJERNEHIMMEL, EN LILLE NOTE.

Vi kan på nuværende tidspunkt se den stjerne som var den suverænt vigtigste i deres samfund: Sirius. Før vi fortsætter snakken om ægypterne er der en ting som er ret vigtig at slå fast. Den kultur vi ofte kalder ”antikkens Ægypten” strækker sig over godt 3000 år. Derfor er der ret så omsonst når vi taler om antikkens ægyptere som én fælles kultur. Det svarer lidt til at tale om hele den danske kultur, fra bronzealderen til i dag under én hat! Så man skal altid holde sig for mente at ægypterne har ændret deres tro, filosofi og kultur mange gange i løbet af den tid, så enhver historie vil altid være en version ud af rigtig mange. Værre end med grækerne.

Sirius havde en ret vigtig position under ægypternes storhedstid. Sirius var nemlig den stjerne som de brugte til at definere deres kalender. Når Sirius kunne lige netop ses dukke op over horisonten lige efter solnedgang svarede nogenlunde til tidspunktet for store monsunregn i Midtafrika, og dermed med tidspunktet for Nilens oversvømmelser. Oversvømmelserne var et kerneelement i ægypternes hverdag, da Nilen bidrog med en masse næringsstoffer midt i ørknen som gjorde landbrug muligt, så at kende dens rytmer var set som den højeste og vigtigste magi Farao kunne præstere.

Isis passer den lille Horus. Fra museet i Louvre

OSIRIS, ISIS, HORUS OG SET

Guderne Geb (Jorden, som ligger ned), Nut (Himmelgudinden som står i bro over Jorden) og Shu (Luften, som holder himlen oppe). En anden gammel myte er at Nut føder Solen hver morgen i øst, som så kravler på hendes mave, og om aftnen spiser hun sønnen bid for bid. Fra De Dødes Bog – Greenfied Papyrus, opbevaret ved British Museum.

Sirius var mytologisk set, et symbol for Sopdet som nok er et andet navn (måske en forgænger) for den mere kendte Horus. Horus var søn af Osiris (afbilledet ofte i stjernebilledet Sah: på græsk Orion) og hans søster-kone Isis (afbilledet ofte i Sopdu: Store Hund). Osiris var konge over verden, noget som hans bror Set (afbilledet nogen gange i Karlsvognen eller i Lille Bjørn) forsøgte at ændre på.

Set var stormenes og ørkenens gud, og ønskede inderligt at arve hele riget. Derfor opsøgte han flere gange Osiris og myrdede ham. Men hver gang ville Isis samle ham sammen, og genoplive ham. Set prøver så at myrde ham ved at skære ham i små dele, men igen, Isis finder alle dele, syr dem sammen og genopliver Osiris. Til sidst splitter Set ham i meget små stykker, og den ene af stykkerne (hans manddom) bliver kastet i Nilen og spist af en krokodille (måske Sebek, krokodille-guden). Nu kan Isis ikke komplet genoplive ham, men hun forsøger alligevel, ved at erstatte hans manglende del med en attrap af guld. Osiris bliver aldrig hel dog, og må derfor eksistere i underverden som dens hersker. Heldigvis når Isis at blive gravid med Osiris, og føde sønnen Horus, efter hendes 77 dages vandring i Duat, underverden, med Osiris. Der går 77 dage fra Sirius sidst ses på himlen til den dukker frem igen. Det er Horus som bekæmper Set, og det er ham som alle faraoer nedstammer fra (og dermed har en guddommelig ret til at herske). En af historierne om Horus’ betydning fortæller om hvorfor vi har nat og dag.

Det er nemlig Horus (eller Ra, Amun, eller dem alle sammen) som rejser i den store Solbåd tværs over himlen, gennem hans bedstemor, himmelgudinden Nut. Når han når horisonten sejler han den modsatte vej, under bedstefar Geb (jordguden), og dermed i Duat. Her skal han nemlig udkæmpe et slag mod Apep, den store slange, gud for kaos og mørke, som bor dernede. Kampen er farlig, men heldigvis har han sin far Osiris til at genoplive ham, så han kan sejle frem igen hver morgen.

VIKINGERNE.

Nu springer vi rigtig meget frem i tiden, fra ca. 2000 f.Kr. til ca 1000 e.Kr. Det sjove er at vi nærmest kender flere historier fra ægypterne end vi kender fra vores egne forfædre. Ægypternes historier er nemlig nedfældet i de store monumenter de formået at får rejst. Vikingernes historier kender vi hovedsageligt fra kristne munke som nedskrev dem, nogen gange hundreder af år efter periodens afslutning. Derfor er vores viden om vikingernes stjernehimmel også noget begrænset, men det er nok ikke et tilfælde at de fleste af vikingernes stjernebilleder vi kender, ofte hører til vinterhimlen.

Vi kan starte med Orion. Figuren er et så veletableret mønster, at vikingerne også fik den til at fremstå som en mand. For vikingerne var dette frugtbarhed og høstens gud, vanen Frej, med et magisk sværd som kunne slås af sig selv, og som på himlen strækte sig hele vejen ned til Sirius. Frej gad nemlig ikke slås, han var meget mere glad for at passe sine marker og sine dyr. Dermed var han noget af en atypisk vikingegud, men, han var jo også fra den tidlige fjendtlige gudestamme ”vanerne” og er oprindeligt i Asgård som en gidsel fra krigen, sammen med sin søster, Freja. Orions bælte ses dog også ofte under navnet ”Friggs Rok” eller ”Friggs Spinderok.” Frigg var Odins kone, og havde åbenbart høns, som kunne ses i hvad vi i dag kalder plejaderne.

Sirius selv menes at være den stjerne som bliver kaldet ”Lokes brand” eller ”Lokes fakkel” som formegentlig hænger sammen med en tabt historie (omend, det nok ikke kan undre nogen at Loke, jætte-guden for bl.a. ild var skyld i en mytologisk brand). Følger vi Frejs bælte finder vi Hyaderne (V’et i Tyrens hoved). Dette var for vikingerne stjernebilledet ”Vargkäften:” Fenrisulvens gab, som bed hånden af krigsguden Tyr. Hver stjerne er en af ulvens glinsende tænder.

Fenrisulven bider Tyrs hånd af. Billede af John Bauer fra 1911

Den mest kendte af vikingestjernebillederne er dog nok Karlsvognen, som også er det eneste af vikingernes billeder vi stadig bruger i dag. Karl er et udtryk for ”Mand” og Karlsvognen går også under navnet ”Mandevognen.” Det var i vikingernes mytologi tordenguden Thors vogn, som man kunne se parkeret på himlen. Vognen var trukket af Tanngrisnir og Tanngnjóstr (Snerrer og Knurrer), to geder som kun spiste råt kød og drak mjød og kunne flyve. Når han fløj med vognen, ville det slå gnister fra hjulene (lyn) og rumle (torden). Blev han sulten, kunne han slagte gederne, og så længe man holdt knoglerne hele og samlet, kunne gederne genoplives igen.

Når der er en mandevogn er der naturligvis også en kvindevogn. Det er Lille Bjørn, som i vikingernes historier er Kvindevognen, og afbilleder Frejas stridsvogn. Freja var nemlig også krigsgudinde, ud over at være kærlighedsgudinde, og havde derfor naturligvis også en stridsvogn, trukket af to katte.

Med disse historier er der kun tilbage at ønske jer alle en glædelig jul, og et godt nytår. Skulle i være ude og kigge efter julemandens kane på himlen, kig godt i området omkring Kvindevognen. Med lidt held vil i kunne se egernet Ratatosk, som farer på himlen op og ned af Ygdrasil (Mælkevejen) med lysende hale (stjerneskud) og omkring Jul har vi Ursiderne, som kan levere en ret så pænt jule-lysshow.

Thor bekæmper jætterne fra sin stridsvogn. Billede af Mårten Eskild Winge fra 1872.
Freja på sin kattetrukket vogn. Billede af Nils Blommér fra 1852.